Hvorfor hedder det kvindernes internationale KAMPdag?
Hvorfor kalder vi ikke i stedet den 8. marts for ”Kvindernes internationale dag” eller ”International kvindedag”?
Jeg har det svært med ordet ”kampdag” – også selvom der er nok at kæmpe for. Jeg tænker bare, at det er en fælles kamp, som alle – uanset køn – bør kæmpe.
For det er korrekt, at vi stadig ikke lever i en verden, hvor kvinder og mænd har lige muligheder og rettigheder. Heller ikke i et Europa. Eller i et Danmark.
Så hvor kommer ordet ”kampdag” fra her i Danmark? Historisk set blev dagen oprettet for at fejre kvinders bidrag til samfundet og kæmpe for ligestilling mellem kønnene. Men på grund af den aktive politiske kamp for kvinders rettigheder, som fandt sted på det her tidspunkt i Danmark, bl.a. kampen om kvinders stemmeret ved folketingsvalget, blev dagen også kendt som ”Kvindernes kampdag” her hos os.
Men vi bør kæmpe denne kamp sammen, og vi kommer ikke til at ændre følgende uden at gøre det sammen med mændene, for:
- Kvinder er stadig underrepræsenteret i ledende stillinger.
- Kvinder tjener stadig generelt mindre end mænd i samme job.
- Kvinder oplever stadig diskrimination på arbejdspladsen på trods af ligestillingsloven.
Der er altså stadigvæk meget at kæmpe for – sammen.
For hvis vi formår at skabe mere ligestilling mellem kønnene, vil vi:
- Spilde mindre talent, fordi vi formår at udnytte hele talentpuljen
- Øge vores konkurrenceevne, fordi flere perspektiver kommer i spil, og vi træffer bedre beslutninger
- Skabe et mere inkluderende arbejdsmarked og samfund, der ikke i samme udstrækning som i dag er kønnet. Det gælder for alle køn.
Jeg ville ønske, at der slet ikke var behov for sådan en dag. Altså, en dag til at minde os om, at vi stadig skal kæmpe for ligestilling mellem kønnene, fordi vi ikke har opnået det endnu. Men indtil da vil jeg gerne slå et slag for, at vi dropper udtrykket ”Kvindernes kampdag” og i stedet opfordre til at bruge det mere korrekte og inkluderende ”Kvindernes internationale dag”.
Og så kan vi jo samtidig anerkende de fremskridt, der heldigvis allerede er blevet gjort. I 1915 fik kvinderne stemmeret til folketingsvalg. I 1976 kom ligelønsloven til, i 2000 ligestillingsloven, hvor diskrimination på arbejdsmarkedet blev forbudt, og i 2023 en ny lov om transparens i forhold til løn og måltal for køn.
Rigtig god ”Kvindernes internationale dag”