Sådan får du mest ud af HR-konferencen 2025
Få indsigt i HR’s strategiske rolle og lær, hvordan mere menneske, mere mening og mere mod kan styrke din organisation.
Mere menneske – mere mening – mere mod
I en tid, hvor forandringen sker med en lynende hast, spiller HR en stadig mere central rolle. De er ikke længere støttehjulet, men er i stedet med til at sætte kursen for organisationens udvikling. HR, som vi kender det, skal derfor gentænkes og tilpasses en ny virkelighed, hvor mere menneske, mere mening og mere mod er i fokus.
Årets fokus er derfor HR og deres transformerende rolle både som strategisk navigatør, følelsesmæssigt kompas og kulturbærer i organisationen. Det kommer til udtryk i fire hovedtemaer, der tilsammen indkredser HR’s betydning i dag:
- Fra funktion til formål: HR som strategisk nødvendighed
- Bæredygtige mennesker = bæredygtige organisationer
- Kulturen som konkurrencekraft
- Modet til at handle i dilemmaerne
Temaerne bliver foldet ud, når der kommer oplæg fra fremtidsforsker, Liselotte Lyngsø, HR-direktør for BLÜCHER Metal A/S, Charlotte Madsen, Chief People and Culture Officer hos BDO Danmark, Trine Remin Ankjær, og Director, Leadership & Team Development hos Ennova, Stephanie Semay Bäckström.
Fire perspektiver på fremtidens HR
Hvordan skal man som HR-praktiker indstille sig på og forberede sig til en verden i forandring? Årets HR-konference kredser om de kræfter, der former arbejdslivet lige nu, og hvordan HR kan skabe retning midt i en virkelighed, hvor tempoet stiger, og forventningerne ændres. Der stilles altså skarpt på, hvordan vi navigerer i en tid, hvor alt er i bevægelse, og hvilken arbejdsplads, vi egentlig ønsker at skabe for fremtiden.
Liselotte Lyngsø åbner samtalen ved at rette blikket mod de store megatrends. Hendes perspektiv sætter rammen for den foranderlighed, som HR skal agere i. En verden, hvor menneskelig bæredygtighed og mental robusthed bliver lige så afgørende som klassiske forretningsmål.
Hvor Liselotte kigger på de store udviklingsbølger, bringer Trine Remin Ankjær dem helt tæt på den daglige praksis. Hun viser, hvordan HR kan fungere som et strategisk kompas, der skaber retning gennem Fokus, Forenkling og Fremdrift. I en hverdag, der konstant skifter, handler hendes tilgang om at være både navigatør og kulturbærer og samtidig turde stille spørgsmålet: Hvordan ser det faktisk ud, når vi arbejder et sted, hvor man har lyst til at være? Hendes erfaringer fra projektet ‘De bedste ledere’ giver et konkret indblik i, hvordan dyb forståelse af ledelsesadfærd kan omsættes til målrettet udvikling og stærkere kultur.
Charlotte Madsen bygger videre på denne kobling mellem trivsel og strategi. Hun inviterer deltagerne ind i arbejdet med psykologisk tryghed – ikke som en blød disciplin, men som en reel strategisk løftestang. Hendes fortælling om transformationen fra central kontrol og utryghed til engagement og arbejdsglæde viser, hvordan modet til at mærke og adressere kulturens blinde vinkler kan skabe markante forbedringer i både samarbejde og performance.
Stephanie Semay Bäckström bringer HR’s datapotentiale i spil ved at vise, hvordan selv simple data kan bane vejen for 1) mere menneskelighed gennem ærlig feedback, 2) mere mening ved at forbinde tal med værdier og kultur og 3) mere mod ved faktisk at handle på det, som dataene fortæller. Hendes praksisnære tilgang sætter en skarp retning for HR som forandringsagent og strategisk partner: Det handler om at kombinere indsigt med handlekraft.
Sådan omsætter du konferencens temaer til handling
Indsigterne fra konferencen er først for alvor værdifulde, når de kan mærkes i praksis. Som opsamling på konferencen vil der derfor være et fokus på at omsætte dagens input til handlinger og pejlemærker. Hvis du ikke kan vente, kommer vi her med tre forslag til, hvordan du kan forberede dig til konferencen og tyvstarte arbejdet allerede i dag:
- Gør konferencens temaer relevante for din egen organisation: Tag udgangspunkt i de fire hovedtemaer – formål, bæredygtighed, kultur og mod – og drøft i dit team, hvilke af dem, der er vigtige hos jer lige nu. Hvilke udfordringer står I over for? Hvor kan HR være mere strategisk eller skabe større menneskelig bæredygtighed? På den måde møder du konferencen med en skarpere forståelse af dit eget udgangspunkt.
- Identificér et konkret område, hvor HR kan styrke kulturen: Liselottes og Charlottes fokus på forandring og psykologisk tryghed peger begge på kulturen som afgørende fortrinskraft. Vælg derfor ét område, hvor jeres kultur kan blive stærkere: feedback, ledelsesadfærd, samarbejde eller trivsel. Notér, hvad der fungerer i dag, og hvad du håber at få ny indsigt i til konferencen.
- Skab et fælles efterarbejde allerede nu: Aftal med dine kolleger, hvad I vil holde øje med under oplægsholdernes præsentationer. Det kan være spørgsmål som: Hvad betyder det her for os? Hvilke greb kan vi prøve af? Hvad skal vi gøre anderledes mandag morgen? Når I har disse spørgsmål klar på forhånd, bliver det lettere at omsætte konferencens pointer til handling, når hverdagen indtræffer igen.