Vestværftet finder deres nye faglærte medarbejdere udenfor landets grænser – din virksomhed kan også få succes med internationale kollegaer
Vestværftet i Hvide Sande har fundet en løsning på manglen på faglærte medarbejdere ved at rekruttere internationale medarbejdere. Marianne Lundgård Thomsen deler virksomhedens gode råd og erfaringer, herunder vigtigheden af ressourcer til at tiltrække og onboarde internationale kolleger samt kommunal støtte.
Det bliver sværere og sværere at finde og ansætte nye medarbejdere. Det har de erfaret på Vestværftet, som specialiserer sig i nybyggeri til fiskeriet og som ligger i smørhullet mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord i Hvide Sande.
I Vestværftets tilfælde drejer det sig især om mangel på smede og rørmontører eller skibsmontører, som de kalder det. Montørerne er et godt supplement til det, smedene er uddannet til, men det er svært at finde nogen, som kan lige præcis det, de skal.
Derfor besluttede de på Vestværftet bl.a. at ansætte én, som kunne tage sig af rekruttering af nye medarbejdere. Og det blev Marianne Lundgård Thomsen, som er projektansvarlig for HR, CSR og ESG hos værftet. Vi snakkede med Marianne om, hvad de hos Vestværftet har lært af processen og fik deres gode råd.
Tilmeld dig DI’s webinarrække om rekruttering, onboarding og tilknytning af internationale medarbejdere
I denne webinarrække får du viden og værktøjer, der hjælper din virksomhed videre i arbejdet med tiltrækning, onboarding og tilknytning af internationale faglærte medarbejdere fra EU. Du kan tilmelde dig alle tre webinarer eller nøjes med det eller de temaer, der er mest relevante for dig.
1. Fokus på sproget i virksomheden: lønsamtaler og AI
Der er godt 50 medarbejdere på Vestværftet, og i dag er ca. 25 % af dem internationale. Der er flere ansatte fra Rumænien, Polen og Tyskland, men arbejdsstyrken tæller også medarbejdere fra Israel og Chile, og senest er Vestværftet begyndt at kigge mod Asien.
De eksisterende medarbejdere har som udgangspunkt taget godt imod de nye kolleger fra udlandet, dog er det er især det sproglige, som kan være en udfordring. Det er ikke alle, der er lige komfortable med at snakke engelsk, forklarer Marianne.
”Det hjælper især, når det er dygtige ansatte, vi får ind i virksomheden. Så kan man virkelig se, hvordan de nye kolleger hjælper virksomheden, og det er motiverende og vinder respekt. Derudover har det også hjulpet os at italesætte bl.a. under individuelle lønforhandlinger, at samarbejde på tværs er vigtigt, også selvom man ikke er så god til engelsk. Det er vigtigt at vise, at man prøver, og det har virket positivt,” uddyber hun.
Marianne pointerer, at der selvfølgelig er meget mere, man kan tage fat på i forhold til sproget, men at det også handler om ressourcer. Helt lavpraktisk har Marianne effektivt fået oversat meget af virksomhedens interne information til engelsk ved hjælp af Chat GPT-programmer.
Vestværftet
Vestværftet ApS er et værft i Hvide Sande, som hovedsageligt beskæftiger sig med nybygninger til fiskeriet. Udover Danmark, har de kunder fra det meste af Nordeuropa, f.eks. Skotland, Norge, Sverige, Grønland, Holland osv. Virksomheden har knap 50 medarbejdere og næsten 25 % af dem er internationale.
2. Husk ekstra støtte og sociale arrangementer: det er vigtigt for tilknytningen
Marianne har erfaret, at internationale medarbejdere kræver noget mere administrativt – de kommer til Danmark og skal starte helt fra bunden med at få en adresse, CPR-nummer, registreres hos Skattestyrelsen og har en masse spørgsmål til lavpraktiske ting, som danske medarbejdere ikke har.
”Det kan være svært at gennemskue det hele selv,” uddyber hun. ”Jeg har f.eks. også hjulpet nogle med, hvor de skal se efter bolig. Der skal mere hjælp til, og det skal man selvfølgelig tænke med, men det er også vigtigt at sikre, at de nye internationale kolleger ved, at de gerne må stille alle de spørgsmål, så de falder godt til.”
Lige præcis tilknytningen til arbejdspladsen er en vigtig faktor, og her bliver det nemmere, jo flere internationale medarbejdere der er. ”Vi vil gerne sikre, at alle deltager i vores sociale arrangementer, og jo flere internationale kolleger vi har, jo nemmere er det, for så hjælper de hinanden og tager hinanden med, når vi har planlagt noget socialt,” understreger Marianne.
Få hjælp fra kommunen
Mange kommuner har ansat en bosætningskonsulent, som hjælper internationale tilflyttere med en masse praktisk. DI faciliterer et Best Practices-netværk for mange af de bosætningskonsulenter. Kontakt din kommune og hør, om de kan hjælpe dig eller se på kortet nederst på denne side en oversigt over de kommuner, som er med i netværket.
3. Få hjælp fra kommunen og andre ressourcer: det er guld værd
Mange virksomheder er ikke klar over, at der i mange kommuner findes bosætningskonsulenter, som hjælper internationale borgere med en masse praktisk i forbindelse med tilflytningen og med at falde til i lokalområdet. Flere steder hjælper de også virksomhederne undervejs i ansættelsen.
Vestværftet har nydt rigtig godt af den støtte, Ringkøbing-Skjern Kommune har ydet, blandt andet ved at være til stede på messer for at hjælpe med rekrutteringen af nye tyske kolleger specifikt.
”Det har været guld værd at kunne sparre med kommunens bosætningskonsulenter, da de har daglig erfaring med processerne,” pointerer Marianne. Hun understreger, at de også har haft stor glæde af at bruge den information, der findes i forvejen, bl.a. gennem offentlige sider med information som www.nyidanmark.dk.
Derudover deltog Vestværftet for et par år siden i et forløb via projektet Kompetencer til et grønt Danmark, hvor de fik en bedre forståelse for de mange aspekter, der er involveret i at tiltrække og integrere internationale medarbejdere. Dengang havde de hovedsageligt internationale medarbejdere fra Polen, som pendlede frem og tilbage. Vestværftets deltagelse i workshopsene gav dem bl.a. indsigt i, hvor de i deres virksomhed specifikt kunne starte med at tage fat, så de kunne rykke frem mod, hvor de er i dag.
Få mere hjælp
Du kan få hjælp og finde mere information om hvordan DI kan hjælpe dig med ansættelse af internationale medarbejdere på www.di.dk/internationalemedarbejdere
Kompetencer til et grønt Danmark
Kompetencer til et grønt Danmark er et 3-årigt nationalt projekt med 37 partnere for at fremme den grønne omstilling gennem international arbejdskraft. Et af målene er bl.a. gøre danske virksomheder klar til at ansætte international arbejdskraft. De konkrete tilbud i projekt understøtter danske virksomheder i deres omstilling for at tiltrække, rekruttere, onboarde og fastholde internationalt talent med grønne kompetencer.