04.11.25 Vi rådgiver dig Nyheder

“Man skal lære hele livet”: Stine Hansens ledelsesrejse og vilje til udvikling

På Royal Copenhagens danske fabrik summer livet af håndværk og tradition. I hjertet af produktionen står Stine Hansen – produktionschef og leder, der med sikker hånd former bæredygtige og trygge rammer for sine medarbejdere.

Stine Hansen har været en del af Royal Copenhagen siden 2016, og det er ikke tilfældigt, at hun stadig trives i virksomheden – hun sætter nemlig sit lederskab ind der, hvor det betyder mest: hos medarbejderen. Stine bringer et stort engagement i rollen som leder og repræsenterer en ledelsestilgang, der handler om mennesket.

“Min ledelsestilgang tager udgangspunkt i de mennesker, jeg har med at gøre,” forklarer hun og peger på, hvordan hendes prioritering altid starter med virksomhedens interesser, men hurtigt foldes ud mod medarbejderne. “Vi skal kunne prioritere de to ting og lande på et sweet spot, så vi skaber de bedste rammer for produktion og produktivitet, samtidig med, at medarbejderne har det godt,” understreger Stine Hansen.

Når ledelse er nærvær

For Stine er motiverede medarbejdere det vigtigste. Hun arbejder bevidst med nærværende ledelse – management by walking around, som hun kalder det med et glimt i øjet. Det er ikke bare en metode, det er indbegrebet af hendes ledelsesstil.

“Jeg tager en kop kaffe og går rundt blandt mine produktionsmedarbejdere. Jeg ønsker på den måde, at mine medarbejdere skal føle, at jeg er tilgængelig,” forklarer Stine Hansen. Hun ser sin medarbejdergruppe som “superstjerner” og har et dybfølt ønske om at gøre ledelsen tilgængelig. Medarbejderne i produktionen er for Stine hjertet i virksomheden. Uden dem er der ingen produktion og som konsekvens ingen musselmalet porcelæn hjemme i de danske vitrineskabe. Produktionen frembringer det, der er Royal Copenhagen.

Læs også: Portræt med Jakob Søndergaard Nielsen

Samtalen og trygheden er fundamentet, for hvis man som leder ikke får skabt trygge rammer, der giver medarbejderne lysten til at tale direkte med lederen, så kan det skabe konflikter. “Jeg vil rigtig gerne skabe et rum for, at medarbejderne er trygge ved at tage de snakke, der er behov for, direkte med mig, fordi ellers kan en fjer hurtigt blive til fem høns,” fortæller Stine Hansen.

At lære hele livet

“Jeg synes, man skal lære, så længe man lever,” fortæller Stine Hansen. For hende er nysgerrighed og kontinuerlig læring en hjørnesten i hendes personlige og professionelle udvikling. Så da hun fik tilbuddet om at tage DI’s fabriks- og produktionslederuddannelse, tøvede hun derfor ikke med at sige ja og uddannelsen blev en markant milepæl i hendes ledelsesrejse.

Læs mere om DI’s fabriks- og produktionslederuddannelse.

For Stine var mødet med nye værktøjer og perspektiver på uddannelsen med til at efterforme hendes tilgang til både produktion og medarbejdere. Hun understreger, at evnen til at reflektere fagligt over det at være produktionschef og inddrage den viden, hun har fået på uddannelsen, gør hende til en stærkere leder i dag.

Oplevelsen af at tilegne sig nye kompetencer har ikke kun givet Stine Hansen større fagligt fundament. Uddannelsen har også styrket hendes motivation og arbejdsglæde: “De har fået en gladere chef, der sidder tungere i stolen og har mere viden,” pointerer Stine. Det mærker både hun selv og medarbejderne i det daglige, hvor det øgede overblik og den nyeste viden gør en reel forskel for samarbejdet og resultaterne.

For Stine er ledelse en løbende proces, hvor lysten til at lære og udvikle sig aldrig må fortabe sig i rutinen. DI’s uddannelse har været med til at give hende nye indsigter og et stærkere handlerum—og hun går stadig til opgaven med den samme nysgerrighed, som hun begyndte med.

For Stine er ledelse også en stor portion mod – og vilje til at tage ansvar for både resultater og mennesker. “En god leder i mine øjne er også et modigt menneske. Man skal turde stå op for sine holdninger og sige til og fra.”
 
For Stine er trivsel, mod, nærvær og medarbejdernes motivation kerneværdier, og i hendes ledelsesrum balanceres tradition og fornyelse, produktion og menneske – hver dag.

Læs mere om DI’s forskellige netværk for fabriks- og produktionsledere.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.