Fremtidens bestyrelse skal kunne to ting på én gang – skabe vækst og håndtere usikkerhed
Tirsdag den 3. marts åbnede DI dørene til SMV Dagen 2026 i FÆNGSLET i Horsens. Under overskriften ”Skarp på fremtiden” var der sammensat et aktuelt program med fokus på de dagsordener, der fylder mest hos SMV’erne netop nu – herunder beredskab.
Kompleksitet og forandring – bestyrelsens nye landskab
Du har sikkert læst det før, men det er fortsat vigtigt at understrege: Landskabet, som du som bestyrelsesmedlem skal navigere i, er komplekst. Teknologisk udvikling, geopolitiske forandringer og agile markedsforhold præger virksomhedernes hverdag. Og ikke mindst er samtalen om beredskab og sikkerhed mere aktuel end nogensinde. For hvad er din plan, hvis der opstår et brud med en leverandør, hvis der pludselig sker strømsvigt, eller hvis din virksomhed bliver udsat for et hackerangreb? På SMV Dagen 2026 blev emnet sat på dagsordenen.
En af deltagerne på dagen var Gitte Maya Elsing, der har en lang karriere inden for bestyrelsesarbejde og et helt særligt fokus på beredskab. Herunder kan du læse om hendes erfaringer fra dagen og refleksioner om, hvorfor det er vigtigt at tale om beredskab – et område, som Gitte Maya ser som absolut nødvendigt for dansk erhvervsliv.
Strategisk erfaring og internationalt udsyn
Med en imponerende karriere, hvor hun har beskæftiget sig med både militær og homeland security, governance, risikostyring, forandringsledelse og international organisatorisk udvikling – både som direktør, bestyrelsesleder og medlem af advisory boards – arbejder Gitte Maya i dag med strategisk rådgivning og ledelsesudvikling. I bestyrelsesarbejdet bidrager hun med strategisk retning, forretningsudvikling, kommercialisering og internationalisering samt forandringsledelse og transformation.
”Det handler om at udvikle virksomheden og skabe vækst i en kompleks verden – vi skal ikke kun forholde os til det nationale marked, men også være rustet til at agere internationalt, organisatorisk og digitalt.”
- Gitte Maya Elsing
Diversitet som styrke i fremtidens bestyrelser
Med årene er hendes bestyrelsesprofil blevet bredere. Hvor hun tidligere havde et kommercielt fokus på vækst og markedsudvikling, omfatter hendes profil i dag også governance, risikostyring og organisatorisk udvikling. Hun har desuden engageret sig i at fremhæve værdien af diversitet i bestyrelseslokalerne, blandt andet gennem sit engagement i det daværende Kvinder i Bestyrelser – og i dag også i Fremtidens Bestyrelser og som del af advisory boardet for SelectionF.
Gitte Maya har længe haft en særlig opmærksomhed på diversitet i bestyrelsesarbejdet. Da hun som administrerende direktør blev opmærksom på, hvor få kvinder, der var i ledende poster, engagerede hun sig i Kvinder i Bestyrelser med et ønske om større kønsdiversitet. Hun oplevede, at flere kvindelige profiler kunne bidrage til robusthed og innovation: ”Diversitet giver nye perspektiver og styrker virksomheders evne til at handle på risici og muligheder,” forklarer hun.
Beredskab som kerneopgave for bestyrelsen
Gitte Maya fremhæver, at robusthed og beredskab ikke længere kun er et offentligt anliggende, men i stigende grad en ledelses- og bestyrelsesopgave. Den stigende usikkerhed, geopolitiske forandringer, cybertrusler og forsyningskædeproblemer betyder, at beredskab er relevant for alle virksomheder – også din.
”Det handler ikke længere kun om kriseplaner – det handler om strategisk robusthed, om evnen til at fortsætte driften og samtidig udvikle sig, selv når omgivelserne ændrer sig hurtigt.”
- Gitte Maya Elsing
For Gitte Maya er beredskab og robusthed helt centrale kerneværdier i bestyrelsesarbejdet. Hun sammenligner udviklingen med introduktionen af ESG: Først var der skepsis og usikkerhed, men med tiden bliver det tydeligt, hvor væsentlig agendaen er. ”Beredskab handler ikke bare om krisehåndtering, men om at opbygge virksomheder, der kan klare en verden, hvor forandring er normalen. Det er tættere på virksomhedens overlevelse og daglige drift end mange andre dagsordener,” forklarer hun.
Hvis bestyrelserne ikke forholder sig aktivt til beredskab, kan det få alvorlige konsekvenser: Tab af økonomi, markedsandele, intellektuelle rettigheder og i værste fald virksomhedens eksistensgrundlag.
Vil du holde dig opdateret på sikkerhed og beredskab? Tilmeld dig DI’s følgegruppe her.
Hvor starter du?
Gitte Maya peger på, at arbejdet starter i bestyrelseslokalet: ”Man skal tage udgangspunkt i den eksisterende beredskabsplan – er den opdateret, hvem har været involveret, fungerer den, og har den bredde gennem organisationen? Hvordan forholder vi os til de største risici – leverandører, markeder, succession og nye teknologier?”
På SMV Dagen blev det tydeliggjort, hvor vigtigt det er at arbejde med konkrete scenarier – og stille de relevante spørgsmål: Hvad gør vi, hvis markedet ændrer sig? Hvad gør vi, hvis vores største leverandør forsvinder? Hvad hvis it-systemet svigter? At have denne systematiske tilgang giver ikke alene beskyttelse mod uforudsete hændelser, men også et solidt fundament for fortsat vækst.
Robusthed og vækst – to sider af samme sag
Gitte Maya forventer, at beredskab kun vil få større betydning fremover: ”Jeg er ret sikker på, at beredskab vil fylde markant mere i bestyrelsesarbejdet. Det handler om at skabe strategisk robusthed – ikke kun ved kriser, men som en del af den daglige ledelse.”
Hendes motto for fremtidens bestyrelser rammer essensen: Fremtidens bestyrelse skal kunne to ting på én gang – skabe vækst og håndtere usikkerhed.