27.09.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Ikke forskelsbehandling at kræve arbejde på religiøs helligdag

Højesteret har slået fast, at det ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver pålagde en medarbejder, der var syvendedagsadventist, at arbejde på en lørdag.

Lørdag var en helligdag

En idrætslærer var ansat på et gymnasium, der skulle holde åbent hus for forældre og kommende elever på en lørdag. Læreren, der tilhørte trossamfundet Syvendedags Adventistkirken, nægtede at arbejde på en lørdag, da syvendedagsadventister helligholder lørdage.

Idrætslæreren var den eneste uddannede idrætslærer på gymnasiet, og gymnasiet kunne derfor ikke give ham fri til det åbne hus-arrangement, da det var nødvendigt for gymnasiet, at der i tre timer blev gennemført idrætsundervisning til arrangementet. Men lige meget hvad, så ville læreren ikke møde op til arrangementet. 

Herefter oplyste gymnasiet idrætslæreren om, at det ville få ansættelsesretlige konsekvenser for ham, hvis han ikke mødte op til åbent hus-arrangementet. Læreren udeblev fra arrangementet og blev herefter opsagt.

Efter opsigelsen gjorde idrætslæreren gældende, at gymnasiet indirekte havde forskelsbehandlet ham på grund af hans religiøse overbevisning, og at gymnasiet derfor havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.  

Højesteret frifandt arbejdsgiveren

Sagen endte i Højesteret, som frifandt gymnasiet for at have handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Højesteret fandt, at det var nødvendigt for gymnasiet, at idrætslæreren mødte på arbejde til åbent hus-arrangementet, selv om det var hans helligdag, fordi arrangementet var vigtigt for gymnasiets markedsføring og muligheden for at tiltrække nye elever.

Retten bemærkede, at arrangementet ikke kunne lægges andre dage, og at gymnasiet, efter læreren havde nægtet at arbejde om lørdagen, havde overvejet, om en anden medarbejder kunne varetage undervisningen, men da dette ikke var muligt, blev gymnasiet nødt til at antage eksterne idrætslærere til arrangementet.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Højesterets dom af 7. september 2022 i sag nr. BS-31220/2021-HJR.

DI's råd

Dommen viser, at en arbejdsgiver kan stille krav om, at en medarbejder møder på arbejde på en dag, der er en helligdag for medarbejderen, hvis fremmødet er objektivt begrundet i et sagligt formål, og kravet om fremmødet er hensigtsmæssigt og nødvendigt – og at arbejdsgiver i den forbindelse gør sig overvejelser om, hvilke alternativer der er til kravet om fremmøde.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.