Foto: Colourbox
21.02.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Nye regler for arbejdstilladelser fra 1. april

Beløbsordningen bliver sat ned til 375.000 kr., virksomheder med 10 fuldtidsansatte kan blive certificeret til fast track-ordningen, og flere stillingsbetegnelser kan komme på positivlisterne ved national og regional mangel på arbejdskraft. Regeringen fremsatte 9. februar 2023 igen lovforslaget fra 29. juni 2022 om midlertidige løsninger om international rekruttering, som nu bliver permanente og vil gælde fra den 1. april 2023.

Ny beløbsordning

I dag kan en medarbejder, som har tilbud om arbejde med en løn, der ligger over 465.000 kr. om året (2023-niveau) ansøge om arbejds- og opholdstilladelse efter beløbsordningen og fast track-ordningen.

Efter de nye lovforslag vil de nuværende regler blive suppleret med en ny beløbsordning, der stiller krav om tilbudt ansættelse til en løn på 375.000 kr. Desuden er det et krav i den nye beløbsordning, at den sæsonkorrigerede bruttoledighed inden for de seneste tre måneder ikke overstiger 3,75 pct.

Det bliver også et nyt krav, at den stilling, som arbejdstilladelsen ansøges for, har været slået op på Jobnet og EURES-Portalen i minimum to uger.

Betingelser i ordningerne

Ved ansøgningen om arbejdstilladelse efter den nye ordning skal virksomheden i Danmark ved tro og love erklære, at stillingen har været slået op efter reglerne. Styrelsen for International Rekruttering og Integration vil foretage stikprøvekontrol og efterse, at erklæringerne er korrekte, og stillingerne har været opslået.

Både den nuværende og den nye beløbsordning stiller krav om, at medarbejderens løn og ansættelsesvilkår er sædvanlig for den tilbudte stilling, at løn udbetales til en dansk bankkonto, og at stillingen ikke er omfattet af en lovlig konflikt.

Beløbsgrænsen bliver reguleret hvert år

Ved beregningen af beløbskravet er det kun likvide midler, indbetalinger til arbejdsmarkedspension og udbetalte feriepenge, der kan indgå i beregningen af lønniveauet. Den nye beløbsordningen vil lige som den nuværende blive reguleret årligt med satsreguleringerne. Det betyder, at beløbskravet vil ændre sig fra år til år, som det er tilfældet med den nuværende beløbsordning. Første gang ordningen bliver satsreguleret bliver den 1. januar 2024.

Fem år med mulighed for forlængelse

Arbejdstilladelser efter den nye beløbsordning kan udstedes for op til fem år med mulighed for forlængelse. Efter de nuværende regler er det fire år.

Ved ansøgning om forlængelse er det beløbskravet på tidspunktet, da medarbejderen fik sin tilladelse, der skal være opfyldt. Det er således ikke det regulerede beløbskrav på tidspunktet for ansøgningen om forlængelse, der skal opfyldes. Forlængelse af en tilladelse er heller ikke betinget af, om bruttoledigheden er under det fastsatte krav.  

Regler for jobskifte

Ordningen er lige som andre erhvervsordninger omfattet af reglerne om jobskifte. Det betyder, at medarbejderen efter endt ansættelse kan ansøge om jobskifteophold, blive i Danmark i op til seks måneder og begynde nyt arbejde, straks efter at medarbejderen har ansøgt om en ny arbejdstilladelse.

Virksomheder med 10 medarbejdere kan blive fast track-certificerede                                          

Den nye beløbsordning gælder også som et supplerende beløbsspor på fast track-ordningen.

Efter de nuværende regler skal en virksomhed have mindst 20 fuldtidsansatte i virksomheden i Danmark for at blive fast track-certificeret. I lovforslaget ændres kravet til 10 fuldtidsmedarbejdere i Danmark, så flere virksomheder kan bruge ordningen. Efter de nye regler skal en virksomhed altså have 10 fuldtidsansatte i Danmark, når de ansøger om certificering. Vikarer tæller ikke med i de 10 medarbejdere.

Øvrige krav til fast track-ordningen forbliver de samme

De resterende krav til certificeringen bliver ikke ændret. Virksomheder skal også efter de nye regler:

  • Betale gebyr for ansøgning
  • Være omfattet af en kollektiv overenskomst eller på tro og love erklære, at ansættelsen sker på sædvanlige vilkår
  • Ikke være omfattet af en lovlig konflikt på tidspunktet for certificeringen
  • Ikke have alvorlige udeståender med Arbejdstilsynet i form af en rød smiley
  • Ikke inden for det seneste år være straffet efter visse bestemmelser i udlændingeloven eller i form af bøde på 60.000 eller en strengere straf ved færre end 250 fuldtidsansatte eller 100.000 kr. eller strengere straf ved beskæftigelse af mere end 250 fuldtidsansatte eller derover
  • Have deltaget i et vejledningsmøde med SIRI.

Ny ordning for udenlandske studerende efter endt uddannelse

For at sende et klart signal til udenlandske studerende om, at de er velkomne til at arbejde i Danmark efter endt uddannelse. De, der har afsluttet en dansk bachelor-, professionsbachelor-, kandidat- eller ph.d.-uddannelse, vil automatisk få et jobsøgningsophold, der giver mulighed for at arbejde i op til tre år efter endt uddannelse. Den nye ordning giver udenlandske studerende mulighed for at arbejde ubegrænset uden at skulle være tilknyttet til én bestemt arbejdsgiver. Når den nyuddannede medarbejder har ansøgt om ubegrænset arbejdstilladelse hos SIRI, vil han/hun kunne begynde sit arbejde.

Det nuværende etableringskort vil blive ophævet med vedtagelsen af den nye ordning.

Positivlisterne bliver udvidet

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil positivlisterne for personer med en videregående uddannelse blive udvidet og gøres mere forudsigelige. De fagligt afgrænsede a-kasser kan, efter drøftelse med de relevante arbejdsgiverorganisationer, tilføje supplerende stillingsbetegnelser på listen, der gælder for hele landet. På samme måde får de regionale arbejdsmarkedsråd adgang til at indføre supplerende stillingsbetegnelser på listen over deres respektive regionale områder.

En regional arbejdstilladelse efter Regionale Arbejdsmarkedsråds positivlister giver kun mulighed for at have hovedarbejdssted inden for det pågældende regionale område, hvor tilladelsen er udstedt til. Det bliver dog muligt at udføre visse aktiviteter uden for hovedarbejdsstedet, som eksempelvis møder. Efter ophold og arbejde i fire år kan medarbejderen dog få et nyt hovedarbejdssted uden at skulle ansøge om en ny arbejdstilladelse, hvis der er tale om den samme stilling.

Alle stillinger på positivlisterne bliver stående på listerne mindst to år, fra de er noteret. Listerne bliver opdateret og offentliggjort to gange årligt – 1. januar og 1. juli. Dog kan der blive tilføjet nye stillinger på positivlisterne i de mellemliggende perioder, hvis rådene vurderer, at der er akut mangel på bestemte typer arbejdskraft.

Udenlandske selskaber får mulighed for at åbne filialer

Startup Denmark-ordningen bliver også udvidet for udenlandske virksomhedsejere, der ønsker at åbne en filial i Danmark. Det er et krav, at ejeren har en virksomhed i udlandet eller har opstartet en virksomhed i Danmark under et andet opholdsgrundlag for at opnå arbejdstilladelse efter ordningen.

For at opnå arbejdstilladelse efter Startup Denmark-ordningen skal virksomheden udføre forretningsplaner, og der skal være tale om en – i dansk kontekst – innovativ forretningsidé.

Det bliver et uafhængigt ekspertpanel, der skal vurdere, om filialen lever op til kravene i ordningen.

Mindre handels-, import- og eksportvirksomheder samt virksomheder inden for restaurations- og detailbranchen vil ikke kunne ansøge efter ordningen.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.