Foto: Colourbox
18.04.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Sagligt at opsige tillidsrepræsentant med senfølger efter COVID-19

En faglig voldgift afgjorde, at det var sagligt at opsige en social- og sundhedshjælper på grund af sygefravær i forbindelse med senfølger efter smitte med COVID-19. Medarbejderen var tillidsrepræsentant og havde på opsigelsestidspunktet været delvist sygemeldt i ti måneder, og der var udsigt til yderligere sygefravær.

Smittet med COVID-19

Medarbejderen blev i slutningen af december 2020 smittet med COVID-19 og var sygemeldt på fuld tid det meste af januar 2021.

Medarbejderen begyndte på arbejdet igen 28. januar 2021 med udgangspunkt på to timer om dagen, men måtte konstatere, at det var for meget, da hun led af senfølger fra COVID-19 i form af smerter i brystkassen, øvre del af ryggen, træthed, afbrudt søvn, åndenød ved aktivitet og påvirkning af smags- og lugtesans.

Udsigten til medarbejderens raskmelding var ikke klar.

Opsigelse af tillidsrepræsentant

Medarbejdere modtog 3. september 2021 en skriftlig opsigelse efter at have været delvist sygemeldt i ti måneder. Begrundelsen for opsigelsen var blandt andet, at afdelingen ikke længere kunne ”bære de driftsmæssige udfordringer forbundet med medarbejderens langvarige og omfattende sygefravær, herunder usikkerheden i forhold til raskmelding og et efterfølgende stabilt fremmøde.”.

Yderligere indgik det i arbejdsgiverens beslutning om opsigelse, at det ifølge den seneste lægeerklæring blev vurderet, at sygdommen ville vare yderligere 3-4 måneder, dvs. i alt ca. et år.

Arbejdsgiveren mente, at de i udstrakt grad havde taget hensyn til medarbejderen og løbende indrettet driften i hjemmeplejeområdet, hvor hun gjorde tjeneste, efter hendes behov.

Faglig voldgifts afgørelse

Det kræver tvingende årsager at opsige en tillidsrepræsentant. I sagen kom dommeren frem til, at opsigelsen ikke havde noget at gøre med medarbejderens funktion som tillidsrepræsentant, men alene handlede om hendes sygefravær. Medarbejderen var derfor ikke beskyttet mod opsigelse på væsentligt anden måde end andre medarbejdere.

Herudover fandt dommeren, at medarbejderens sygefravær ikke kunne anses for holdbart i forhold til varetagelsen af den samlede opgave på hjemmeplejeområdet. I vurderingen lagde dommeren blandt andet vægt på, at arbejdsgiveren havde taget hensyn til medarbejderen og løbende indrettet driften efter medarbejderens behov. Opsigelsen af medarbejderen begrundet i sygefravær var således saglig.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Faglig voldgifts afgørelse af  16. januar 2023 i sag nr. FV 2022.556.

DI's råd

Sagen viser, at en tillidsrepræsentant ikke er beskyttet væsentligt anderledes end andre medarbejdere, når opsigelsen sker på grund af omfangsrigt sygefravær. Det er dog nødvendigt at se på sygefraværets omfang, betydningen for virksomhedens drift og prognosen for medarbejderens arbejdsevne.

Overenskomster foreskriver ofte særlige regler for opsigelse af tillidsrepræsentanter, og derfor skal I altid kontakte DI for rådgivning, hvis I overvejer at opsige en tillidsrepræsentant.

Derudover anbefaler DI, at I indhenter dokumentation, eksempelvis en mulighedserklæring, når I har en langtidssyg medarbejder.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.