Foto: Colourbox
02.05.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Transport under COVID-19 var ikke betalt arbejdstid

En faglig voldgift fandt, at lejlighedsvis transport mellem hjemmet og det sædvanlige arbejdssted ikke skulle medregnes i den betalte arbejdstid, uanset hvornår på dagen transporten foregik.

Betalt arbejdstid under transport?

En medarbejder i en kommune var under coronapandemien blevet sat til at arbejde hjemmefra, men skulle lejlighedsvist møde ind på sit sædvanlige arbejdssted i kommunen.

Spørgsmålet i sagen var, om den transporttid, der gik med de lejlighedsvise fremmøder på den fysiske arbejdsplads, skulle indgå i den arbejdstid, som medarbejderen havde pligt til at præstere og fik løn for, altså den betalte arbejdstid. Eller om kommunen var berettiget til kun at lade transporttiden indgå i den betalte arbejdstid i det omfang, hvori den oversteg den tid, som i normalsituationen ville medgå til transport mellem hjem og sædvanligt arbejdssted.

Ingen byrde for medarbejderen

En faglig voldgift fandt, at transporten mellem hjemmet og den sædvanlige arbejdsplads under hjemsendelse i forbindelse med coronapandemien ikke påførte medarbejderen nogen byrde, som vedkommende ikke ville have haft i normalsituationen. Medarbejderen gik blot glip af fordelen i form af den øgede fritid, som hjemsendelsessituationen medførte.

Kommunens beslutning om at vælge en aflønningsmodel, transporten under coronahjemsendelse alene indgik i den betalte arbejdstid i det omfang, der blev anvendt mere tid end normalt, var saglig og afbalanceret i forhold til opretholdelse af status quo, hvad angik forholdet mellem arbejdstid og løn, og uden at det medførte urimelige konsekvenser for medarbejderen.

Kommunen blev herefter frifundet.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på afgørelse i faglig voldgift af 6. februar 2023 i sag nr. 2022-45.

DI's råd

Kendelsen stadfæster arbejdsmiljøreglernes udgangspunkt om, at rejsetid til og fra arbejdsstedet er hviletid.

Hvis medarbejderen er tilknyttet en fast arbejdsplads og har mulighed for hjemmearbejde, vil rejsetiden frem og tilbage fra det normale arbejdssted derfor fortsat være hviletid.

Da hviletid ikke er arbejdstid, modtager medarbejdere ikke betaling for kørsel til og fra det normale arbejdssted.

Hvis en medarbejder skal arbejde et andet sted end det faste arbejdssted, er rejsetiden ligeledes at anse for hviletid, medmindre denne rejsetid overstiger den ansattes normale rejsetid. Er det tilfældet, betragtes den ekstra rejsetid som arbejdstid. Dette er f.eks. relevant i forhold til 11-timersreglen.

Læs mere om Hviletid, fridøgn og helbredskontrol - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.