Foto: Colourbox
08.10.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Lovforslag om krav til medarbejderes boliger

Som led i den politiske aftale om, at der skal være et sikkert og sundt arbejdsmiljø og fair konkurrence som grundvilkår på det danske arbejdsmarked, har regeringen fremsat et lovforslag om fem punkter, som boliger skal overholde, hvis de stilles til rådighed for medarbejdere.

Regeringen har fremsat lovforslag om medarbejderes boligforhold som led i gennemførelsen af den politiske aftale fra 23. maj 2024, som regeringen indgik med et flertal i Folketinget. Formålet med aftalen er, at der skal være et sikkert og sundt arbejdsmiljø og fair konkurrence som grundvilkår på det danske arbejdsmarked.

Lovens krav til boligstandard

Som led i aftalen foreslår regeringen, at en arbejdsgiver, som stiller bolig til rådighed for én eller flere medarbejdere, skal sikre, at indkvarteringen opfylder følgende krav:

  • Der skal være tilfredsstillende adgang til wc og godt og tilstrækkeligt drikkevand, og der skal være behørigt afløb for spildevand.
  • Der må ikke indkvarteres flere end to personer pr. beboelsesrum. Dette gælder dog ikke ved forøgelse af antallet af beboere i indkvarteringsperioden, når forøgelsen skyldes den indkvarteredes børn eller den indkvarteredes ægtefælle eller samlever eller disses børn. Det samlede antal personer, der bor i boligen, kan herudover overstige to personer pr. beboelsesrum, når boligens areal er på 20 m2 eller mere pr. person.
  • Beboelses- og opholdsrum skal yde tilfredsstillende beskyttelse mod fugtighed, kulde, varme og støj.
  • Beboelses- og opholdsrum skal have fyldestgørende adgang for dagslys samt forsvarlig adgang for luftfornyelse gennem et eller flere oplukkelige vinduer direkte til det fri.
  • Beboelses- og opholdsrum skal have mulighed for tilstrækkelig opvarmning og have et tilfredsstillende indeklima.

De foreslåede krav vil gælde for alle boliger, som arbejdsgivere stiller til rådighed for deres medarbejdere, uanset hvor mange medarbejdere der er tale om, og hvor længe indkvarteringen skal vare. Kravene gælder også for alle boligtyper, herunder bl.a. lejligheder, parcelhuse, midlertidige beboelsespavilloner og campingvogne m.v., ligesom det er uden betydning, hvornår bygningen er opført.

Ifølge aftalen vil det være Arbejdstilsynet, der skal føre tilsyn med, om de boliger, som arbejdsgivere har stillet til rådighed for én eller flere medarbejdere, opfylder ovenstående krav. Arbejdstilsynet vil uden retskendelse mod behørig legitimation til enhver tid kunne få adgang til den bolig, som en arbejdsgiver har stillet til rådighed. Opfylder en arbejdsgiver ikke kravene til indkvarteringen, kan Arbejdstilsynet påbyde arbejdsgiveren, at forholdene bringes i orden straks eller inden for en frist.

Undtagelser for enkelte brancher og visse overenskomster

Loven finder ikke anvendelse på skibe og offshoreanlæg, tjeneste- og lejeboliger, som staten stiller til rådighed for medarbejdere, au pairs samt for chaufførers regulære ugentlige hviletider og ugentlige hviletider på mere end 45 timer, der afholdes som kompensation for tidligere reducerede ugentlige hviletider, der skal afholdes uden for køretøjet, jf. artikel 8, stk. 8, i forordning (EF) nr. 561/2006 (køre- og hviletidsforordningen).

Det foreslås også, at loven ikke finder anvendelse for en arbejdsgiver, der er omfattet af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, der indeholder bestemmelser om boligforhold. Overenskomsten skal være indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og gælde på hele det danske område. Virksomheder, som har indgået udenlandske overenskomster, vil således ikke have mulighed for at blive undtaget fra loven.

Vær opmærksom på, at der kan være overenskomstmæssige krav til boligens standard, som er højere end de ovenfor nævnte. Det gælder blandt andet på en række af byggeriets overenskomster.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.