Foto: Colourbox
08.10.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Lovligt at mænd ikke får løn under barselsorlov

Ligebehandlingsnævnet har afvist en klage fra en mandlig læge, der mente, at han var blevet forskelsbehandlet, fordi kvindelige medarbejdere i regionen fik løn under deres barselsorlov, mens mænd kun modtog barselsdagpenge.

Regionens barselsregler

En mandlig læge, som var ansat i en region, klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling, da han som mandlig medarbejdere kun havde ret til barselsdagpenge, mens kvinder i regionen fik fuld løn under deres barselsorlov.

Lægen mente, at han blev forskelsbehandlet på grund af sit køn og henviste til ligebehandlingsloven, som skal sikre, at der ikke sker forskelsbehandling på grund af køn i beskæftigelse mv. Lægen krævede en godtgørelse på 600.000 kr., svarende til tre måneders løn.

Klagens behandling i nævnet

Ligebehandlingsnævnets formandskab vurderede, at Ligebehandlingsloven ikke er til hinder for at indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab.

Nævnet har tidligere fastslået, , at det betyder at en mor godt kan have ret til en længere barselsorlov med løn end en far.

På baggrund af denne praksis, afviste Ligebehandlingsnævnet klagen, da det var åbenbart, at lægen ikke kunne få medhold.

Ikke i strid med ligebehandlingsloven

Ligebehandlingsnævnet afgjorde, at de regler, som regionen anvender angående løn under barselsfravær, hvor kvinder er berettiget til fuld løn under barselsorlov, ikke er i strid med ligebehandlingsloven. Nævnet afviste derfor at behandle klagen yderligere.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 11. juli 2024 i KEN nr. 9680.

DI's råd

Sagen understreger, at ligebehandlingsloven tillader gunstigere bestemmelser for kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab. Virksomheder bør derfor være opmærksomme på, at forskelle i barselsvilkår for mænd og kvinder kan være lovlige, når de relaterer sig til beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab.

Kontakt DI for rådgivning, hvis I er i tvivl om ligebehandlingsloven og barselsregler i en konkret sag.

Læs mere om Ligebehandling - Køn, graviditet og barsel - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Ligeløn - rådgivning til arbejdsgivere - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.