Foto: Colourbox
04.11.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Virksomhedslukning og produktionslukning er ikke det samme

En faglig voldgift har frifundet en slagterivirksomhed for et krav om særlig høj fratrædelsesgodtgørelse, der var rejst af tre tidligere medarbejdere.

På Slagterioverenskomsten – og en række andre DI-overenskomster – har overenskomstparterne aftalt, at en medarbejder har ret til en særlig stor fratrædelsesgodtgørelse, hvis medarbejderen bliver opsagt af og fratræder virksomheden som følge af ”virksomhedslukning”.

Der opstod dog en uoverensstemmelse mellem en virksomhed og tre medarbejdere om, hvordan ordet ’virksomhedslukning’ skulle forstås.

Samlede produktionen ét sted

En slagterivirksomhed lukkede i 2022 tre produktionsafdelinger og samlede produktionen under ét tag på en ny lokation. 

Virksomheden havde siden slutningen af 00’erne købt flere virksomheder. Produktionerne var geografisk adskilt. I forbindelse med opkøbene beholdt virksomhederne deres selvstændige CVR-numre, og medarbejderne forblev ansatte i de enkelte virksomheder. 

I 2018 lavede ejeren en fusion og samlede virksomhederne under ét af selskaberne, der blev det fortsættende. Virksomheden beholdt fortsat produktionerne fra de andre selskaber, men nu som p-numre/afdelinger. Medarbejderne skiftede nu arbejdsgiver i forbindelse med fusionen. 

To år senere i 2020 besluttede virksomheden at bygge en ny stor produktion, hvor man ville samle produktionen under ét tag. Det betød, at de øvrige produktioner blev lukket ned i 2022, og alle medarbejderne blev tilbudt at flytte arbejdssted til den nye produktion. 

Sagde nej til flytning

Enkelte medarbejdere takkede nej til flytningen, fordi de mente, at der var for langt til det nye arbejdssted. Medarbejderne mente i øvrigt, at lukningen af produktionsafdelingen var omfattet af bestemmelsen om "virksomhedslukning" i Slagterioverenskomsten, og de krævede derfor den særligt høje fratrædelsesgodtgørelse. 

Virksomheden mente imidlertid ikke, at der var tale om en virksomhedslukning, men kun en produktionslukning. Sagen blev derfor behandlet i en faglig voldgift, som skulle tage stilling til, hvad der forstås ved en virksomhedslukning, samt om flytningen af arbejdssted udgjorde en væsentlig ændring for medarbejderne. 

Virksomhedslukning og produktionslukning er ikke det samme

Dommeren skulle først tage stilling til, om flytningen af produktionen udgjorde en virksomhedslukning i overenskomstens forstand.

Dommeren foretog en ren ordlydsfortolkning af bestemmelsen og konkluderede på den baggrund, at bestemmelsen ikke, som påstået af medarbejderne, omfatter den situation, hvor produktionen nedlægges på en bestemt lokalitet, men ikke ophører, fordi virksomheden (selskabet) flytter produktionen til en anden lokalitet her i landet.

Virksomheden fik medhold i, at retten til godtgørelsen ville kræve, at virksomheden/selskabet/CVR-nummeret lukkede. Det var der ikke tale om i den konkrete sag, og virksomheden blev derfor frifundet.  

Allerede fordi virksomheden fik medhold i fortolkningen af overenskomsten, var der ikke grundlag for at vurdere, hvorvidt flytningen udgjorde en væsentlig vilkårsændring for medarbejderne.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på faglig voldgift kendelse af 9. oktober 2024 i sag nr. FV 2024.164.

DI's råd

Afgørelsen slår fast, at der ved virksomhedslukning sigtes mod den situation, hvor selve selskabet lukker, og ikke hvor virksomheden lukker sin produktion for at flytte den til et andet sted i landet.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.