Satser for beskatning af personalegoder 2025
Der er kommet nye satser for mindre personalegoder og arbejdsrelaterede personalegoder, som fastsætter hvad virksomheden kan stille til rådighed for medarbejderne i 2025, uden at medarbejderne skal betale skat af værdien.
Som udgangspunkt beskattes medarbejderen af personalegoders værdi. Der er dog sat en bagatelgrænse for mindre personalegoder og gaver, der ikke beskattes. Andre goder falder ind under bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder, mens en tredje gruppe personalegoder er skattefri – for eksempel forskellige typer personalepleje.
Bagatelgrænse for mindre personalegoder, herunder julegaver
Medarbejdere beskattes ikke af mindre personalegoder til en værdi af op til 1.400 kr. årligt (2025-niveau).
Virksomheden skal ikke indberette sådanne mindre goder, heller ikke selv om grænsen overskrides. Overskrides grænsen, skal medarbejderen selv selvangive den samlede værdi af goderne.
Virksomheden har derimod pligt til at indberette til Skattestyrelsen, hvis værdien af den enkelte gode overstiger 1.400 kr.
Julegaver 2025
Giver virksomheden julegave til medarbejderne, beskattes medarbejderen ikke af julegaven, hvis markedsværdien af gaven i 2025 ikke overstiger 1.000 kr., selv om det samlede beløb overstiger 1.400 kr. Dog beskattes julegaver i form af kontanter eller gavekort, der kan ligestilles med kontanter.
Virksomheden kan trække udgiften til medarbejdernes julegaver fra i skat som driftsomkostning.
Bagatelgrænse for arbejdsrelaterede personalegoder
Bagatelgrænsen for beskatning af visse personalegoder, som arbejdsgiveren har ydet af hensyn til medarbejderens arbejde, er i 2025 på 7.300 kr. Medarbejderen beskattes altså kun, hvis den samlede værdi af goderne fra en eller flere arbejdsgivere overstiger dette beløb.
Eksempler på arbejdsrelaterede personalegoder:
- Influenzavaccination
- Gratis mad og drikke i særlige tilfælde, for eksempel ved overarbejde
- Fri avis til brug for arbejdet
- Afholdelse af ferie under eller i forlængelse af tjenesterejse, for eksempel når det medfører en besparelse for arbejdsgiveren
- Kreditkortordninger
- Beklædning som er ønsket og betalt af arbejdsgiver med firmaets navn eller logo
- Vareafprøvning af virksomhedens nye produkter
Læs også Satser for beskatning af personalegoder 2024 - DI (danskindustri.dk)
Læs mere om Personalegoder og beskatning - regler og satser for arbejdsgivere - klik her - DI (danskindustri.dk)