Usagligt at opsige for mangelfuld indberetning af magtanvendelse
En faglig voldgift har afgjort, at det var usagligt at opsige en omsorgsmedhjælper på grund af mistillid efter en magtanvendelse overfor en beboer på en døgninstitution for udviklingshæmmede. Medarbejderen blev tilkendt en godtgørelse på 100.000 kr.
Magtanvendelse efter nej til cigaretter
Sagen handlede om en hændelse i januar 2023, hvor en beboer på en institution udviste aggressiv adfærd efter at have fået afslag på udlevering af cigaretter.
Omsorgsmedhjælperen og hans kolleger måtte anvende magt over for beboeren, og efterfølgende indberettede medarbejderen hændelsen i institutionens indberetningssystem.
Mangelfuld indberetning
Ifølge medarbejderens indberetning blev beboeren lagt ned på gulvet for at blive fastholdt, men ledelsen mente, at medarbejderens indberetning var mangelfuld og misvisende, fordi medarbejderen havde undladt at nævne beboerens utilfredshed med cigaretudleveringen samt at omtale det forhold, at beboeren skulle være blevet trukket i benene.
Medarbejderen erkendte, at indberetningen kunne have været mere detaljeret, men fastholdt, at hans handlinger og rapportering var i overensstemmelse med hans opfattelse af hændelsesforløbet. Han bestred, at beboeren blev trukket i benene, og forklaring fra de andre medarbejdere og beboere var modstridende.
Medarbejderen blev opsagt
Ledelsen mente imidlertid, at medarbejderens mangelfulde indberetning var kritisk, da indberetningssystemet skulle bruges til læring og forebyggelse af fremtidige hændelser.
Ultimo marts 2023 blev medarbejderen opsagt. Arbejdsgiveren begrundede opsigelsen med manglende tillid til medarbejderens opgavevaretagelse efter hændelsen med magtanvendelse og den mangelfulde indberetning.
Ikke en saglig opsigelse
Indledningsvis tilkendegav dommeren, at de anbragte borgere på institutionen var ”særdeles sårbare”, og at personalet på institutionen skulle være i stand til at håndtere belastede situationer med både verbale og fysiske angreb fra beboerne.
Dommeren konstaterede herefter, at det følger både af lovgivning og af institutionens retningslinjer, at magtanvendelse ”er sidste udvej” og kun anvendes, når det findes nødvendigt. Dog bemærkede dommeren, at der på institutionen dagligt blev anvendt magtanvendelse, og at medarbejderen derfor måtte antages at være bekendt med retningslinjerne herfor.
Dommeren mente efter en samlet vurdering, at opsigelsen var usaglig. Dommeren bemærkede, at der under sagen var blevet afgivet divergerende forklaringer om hændelsen, og fandt derfor, at det ikke med sikkerhed kunne lægges til grund, at medarbejderen havde trukket beboeren i benet.
Dommeren tilkendegav, at arbejdsgiveren havde et velbegrundet behov for at kunne gribe ind, hvis de ansatte ikke egnede sig til jobbet – henset til institutionens særlige karakter. Dommeren lagde vægt på, at medarbejderen ikke tidligere havde modtaget advarsler, og at medarbejderen havde relativt kort anciennitet.
Opsigelsen var derfor uproportional og usaglig i forhold til de påståede forseelser. Medarbejderen fik tilkendt en godtgørelse på 100.000 kr.
DI var ikke involveret i sagen.
Nyheden er baseret på afgørelsen fra faglig voldgift af 14. juni 2024 i sag nr. FV2023-1314.
DI's råd
Denne sag understreger vigtigheden af at sikre, at alle medarbejdere er grundigt oplært i interne retningslinjer og procedurer – herunder også, at disse procedurer følges i praksis.
Virksomheder bør også overveje, om opsigelse af medarbejderen er det rigtige i den konkrete situation, eller om f.eks. en skriftlig advarsel er en mere passende sanktion.
Kontakt DI for rådgivning ved tvivlsspørgsmål om håndtering af disciplinærsager med medarbejdere.
Læs mere om Opsigelse - rådgivning, beregnere og skabelon - Dansk Industri - DI
Læs mere om Advarsel til medarbejder - DI - Dansk Industri - DI