Foto: Colourbox
27.01.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Forskellige diætsatser var ikke indirekte kønsdiskrimination

EU-domstolen har afgjort, at kabinepersonale og piloter ikke udfører samme arbejde, og at deres arbejde heller ikke kan tillægges samme værdi. Det var derfor ikke indirekte kønsdiskrimination, at piloter modtager højere diæter end kabinepersonale.

Diætforskelle mellem piloter og kabinepersonale

Et spansk luftfartsselskab havde to overenskomster, der dækkede henholdsvis kabinepersonale og cockpitpersonale. Begge overenskomster indeholdt bestemmelser om diæter, men satsen for kabinepersonalet var lavere end for cockpitpersonalet, dvs. piloterne.

Kabinepersonalets forbund anlagde sag mod luftfartsselskabet ved de spanske domstole og hævdede, at forskellen i diæterne udgjorde kønsdiskrimination, da 94 pct. af kabinepersonalet var kvinder, mens 93,71 pct. af cockpitpersonalet var mænd. Denne forskel var i strid med EU-direktiv 2006/54, som forbyder kønsdiskrimination.

Forbundet krævede, at overenskomstbestemmelsen, der fastsatte diæterne for kabinepersonalet, skulle annulleres, da den stillede kvindelige kabinepersonale ufordelagtigt i forhold til de mandlige piloter.

Piloternes fagforeninger argumenterede for, at piloter og kabinepersonale ikke udfører samme arbejde og derfor ikke kan sammenlignes. Piloternes arbejde indebærer højere uddannelseskrav og større ansvar, hvilket berettiger en højere diæt. De pegede på, at forskellene i diæter var resultatet af to særskilte kollektive overenskomster, der var forhandlet af forskellige parter, og at dette forhold ikke udgjorde forskelsbehandling.

Luftfartsselskabet hævdede, at forskellen i diætsatserne var berettiget på grund af forskellene i arbejdets art og ansvarsniveauet mellem piloter og kabinepersonale. Selskabet fremførte, at piloternes arbejde kræver en betydelig højere uddannelse, større ansvar og mere specialiserede færdigheder sammenlignet med kabinepersonalet. Derfor var de højere diætsatser til piloterne retfærdige og proportionale.

Kabinepersonalets forbund trak senere sagen, men den spanske anklagemyndighed fortsatte retssagen.

Forelæggelse for EU-domstolen

Den spanske domstol forelagde herefter sagen som et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen, som skulle tage stilling til, om diæterne kunne kategoriseres som løn, og om forskellen i diæternes størrelse udgjorde indirekte forskelsbehandling på grund af køn.  

Hovedspørgsmålet i sagen var, om det var indirekte forskelsbehandling efter ligebehandlingsdirektivet, at luftfartsselskabet udbetalte en lavere diæt til kabinepersonalet end til piloterne, da størstedelen af kabinepersonalet var kvinder, mens størstedelen af piloterne var mænd, når årsagen hertil var, at de to grupper var ansat under to forskellige overenskomster.

Arbejdsforskelle retfærdiggør diætforskelle

EU-domstolen fastslog, at diæterne skulle betragtes som en del af lønnen, da de er en ydelse givet som følge af arbejdsforholdet. For at der skulle foreligge indirekte forskelsbehandling, skulle der være tale om løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Domstolen vurderede, at piloters arbejde, som kræver særlig uddannelse og indebærer stort ansvar, ikke kunne sidestilles med kabinepersonalets arbejde.

På denne baggrund konkluderede EU-domstolen, at der ikke var tale om indirekte kønsdiskrimination, da de to grupper af arbejdstagere ikke udførte samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på EU-domstolens afgørelse af 4. oktober 2024 i sag nr. C-314/23.

DI's råd

Sagen viser, at virksomheder kan fastsætte forskellige ydelser, såsom diæter, for forskellige medarbejdergrupper, så længe forskellene er begrundet i arbejdets art og værdi.

Det er vigtigt at sikre, at forskelle i løn og ydelser kan begrundes objektivt og ikke medfører indirekte diskrimination.

Virksomheder bør altid vurdere lønforskelle i forhold til arbejdstypen og arbejdsforholdet og søge rådgivning ved tvivl.

Læs mere om Ligeløn - rådgivning til arbejdsgivere - DI

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.