Foto: Colourbox
14.01.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Stillingsændring gav hverken ret til erstatning eller godtgørelse

Østre Landsret har afgjort, at en omplacering af en kommunal assistent ikke udgjorde en så væsentlig stillingsændring, at der kunne kræves et opsigelsesvarsel. Medarbejderen havde derfor hverken ret til erstatning eller fratrædelsesgodtgørelse.

Omplaceret til kundecenter

Medarbejderen, som var ansat som assistent i en kommunal virksomhed, blev med virkning fra 1. oktober 2020 omplaceret til virksomhedens kundecenter på grund af ressourcemangel.

Omplaceringen betød, at medarbejderen fortsat skulle udføre assistentopgaver, og at hun bevarede sin hidtidige løn. Hendes arbejdstid og arbejdssted blev dog ændret.

Medarbejderen mente, at ændringerne var så væsentlige, at hun var berettiget til at anse sig selv for opsagt, hvorfor hun krævede erstatning.

 Ændringer i arbejdstid og arbejdssted

Omplaceringen medførte en ændring i medarbejderens arbejdstid, så hun hver femte fredag skulle arbejde fra kl. 11-16 i stedet for kl. 8-13, hvilket lå inden for overenskomstens rammer. Hendes arbejdssted blev også flyttet til et delekontor i en anden bygning på samme matrikel.

Medarbejderen hævdede, at hun dermed blev afskåret fra at afholde sin spisepause, og at hun mistede retten til selv at planlægge ferie og flekstid.

Ikke en væsentlig stillingsændring

Østre Landsret fandt, at omplaceringen lå inden for virksomhedens ledelsesret og dermed ikke udgjorde en væsentlig ændring, der skulle varsles med medarbejderens opsigelsesvarsel. Herudover var ændringen sagligt begrundet i virksomhedens ressourcemangel i kundecentret.

Landsretten lagde vægt på, at medarbejderen fortsat skulle udføre assistentopgaver, og at hun bevarede sin løn.

Landsretten fandt det heller ikke bevist, at medarbejderen blev afskåret fra at afholde spisepause, eller at hun tidligere havde haft ret til at planlægge ferie og flekstid uden ledelsens godkendelse.

Medarbejderen var derfor ikke berettiget til hverken erstatning eller fratrædelsesgodtgørelse.

Ulovlig udeblivelse 

Medarbejderens udeblivelse fra arbejdet 12. oktober 2020 blev betragtet som en væsentlig misligholdelse, hvilket gav virksomheden ret til at modregne erstatning i hendes løn for oktober 2020 svarende til en halv måneds løn.

Landsretten frifandt virksomheden for medarbejderens krav og pålagde samtidig medarbejderens forbund at betale sagsomkostninger.

 DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Østre Landsrets afgørelse af 5. juli 2023 i sag nr. BS-5912/2023-OLR.

DI's råd

Sagen viser, at ledelsesretten giver virksomheder en vis fleksibilitet til at gennemføre ændringer i både stillingsindhold, arbejdstid og arbejdssted, uden at ændringerne kan betragtes som væsentlige. Det er dog vigtigt, at ændringerne er sagligt begrundede og er inden for rammerne af en eventuel overenskomst.

Det skal altid vurderes individuelt, om en ændring er væsentlig eller ej. En ændring for én medarbejder er ikke nødvendigvis væsentlig for en anden medarbejder. 

Vi anbefaler, at I kontakter DI i tvivlstilfælde.

Læs mere om Ændring af ansættelsesvilkår - Rådgivning og skabelon - klik her - DI

Skabeloner

Ændring af ansættelsesvilkår - tillæg til ansættelseskontrakt

Hent

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.