Foto: Colourbox
28.10.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Alkoholindtag i arbejdstiden ikke bevist

Afskedigelsesnævnet har afgjort, at en privat hjemmeplejevirksomhed ikke kunne bortvise to medarbejdere. Der var ikke tilstrækkelig bevis for, at medarbejderne havde drukket alkohol i arbejdstiden, og bortvisningen var derfor ikke berettiget. Virksomheden blev pålagt at betale erstatning for løn i opsigelsesvarslet og godtgørelse til medarbejderne.

Aftaler om nytårsskål

En pædagog og en servicemedarbejder var ansat i en privat hjemmeplejevirksomhed, som udførte udkørende pleje og omsorg til borgere i eget hjem. Begge arbejdede primært i aftenvagt fra kl. 15.00 til kl. 23.30, og i deres ansættelseskontrakter var der en henvisning til virksomhedens personalehåndbog med nultolerance for alkohol i arbejdstiden.

Nytårsaften 2024 var de to medarbejdere på vagt, og de aftalte at tage en nytårsskål sammen efter vagten. Det blev dog ikke til noget, og flaskerne med Bacardi Breezer blev opbevaret i personalekøleskabet.

1. januar 2025 udvekslede medarbejderne SMS'er om at mødes og drikke Breezer og spise lakrids efter vagten. Omkring kl. 22.39 mødtes de på virksomhedens kontor, satte to flasker på bordet, og flere kolleger var til stede.

Omkring kl. 22.47 blev pædagogen sendt ud til en borger på et nødkald.

Bortvist efter kritiske vidneudsagn

To af medarbejdernes kolleger sendte efterfølgende mail til den daglige leder, hvor de skrev, at de havde set de to medarbejdere med Breezer-flasker. Den ene kollega mente, at de havde drukket af flaskerne, mens en anden ikke med sikkerhed så, om der blev drukket. En tredje kollega oplyste, at flaskerne var uåbnede, og at der ikke blev drukket.

Virksomheden indkaldte straks de to medarbejdere til en tjenstlig samtale, hvor begge medarbejdere fastholdt, at flaskerne ikke var åbnet, og at de intet havde drukket i arbejdstiden. De fremlagde også et foto, der viste de uåbnede flasker i køleskabet.

Ledelsen fastholdt dog, at vidneudsagnene var tilstrækkelige og bortviste begge medarbejdere, som ikke tidligere havde fået advarsler eller påtaler.

Ikke grundlag for bortvisning

Afskedigelsesnævnet lagde vægt på, at beviserne ikke klart understøttede, at medarbejderne faktisk havde drukket alkohol i arbejdstiden. Forklaringer fra de involverede var ikke entydige, og flere udsagn løftede usikkerheden om, hvorvidt flaskerne var åbnet.

Nævnet fandt derfor, at der hverken var grundlag for bortvisning eller opsigelse, og virksomheden blev pålagt at betale medarbejderne løn for opsigelsesperioden samt godtgørelse, da heller ikke en opsigelse ville have været saglig.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Afskedigelsesnævnets afgørelse af 27. august 2025 i sag nr. 20250225.

DI's råd

Sagen viser, at selv ved en stram alkoholpolitik kræves der helt konkrete og sikre beviser for overtrædelse, før man kan bortvise en medarbejder.

En nultolerancepolitik kan give mulighed for skærpede sanktioner, men bortvisning kræver stadig konkrete og klare beviser for, at overtrædelsen faktisk har fundet sted.

Virksomheden skal give medarbejderen mulighed for at komme med sin forklaring, og alle vidneudsagn bør vurderes objektivt.

Læs mere om Bortvisning af medarbejder - rådgivning til arbejdsgivere - DI

Læs mere om Alkohol- og rusmiddelpolitik - DI

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.