Selvmordsapparat og uacceptabel adfærd berettigede ophævelse af uddannelsesaftale
Tvistighedsnævnet har afgjort, at en SOSU-elevs provokerende adfærd i undervisningen, samt hans forslag til udvikling af et selvmordsapparat, som han præsenterede for kommunens sårbare borgere på hans hjemmebesøg, udgjorde misligholdelse af uddannelsesaftalen. Kommunen var derfor berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen.
25. januar 2022 indgik en kommune en uddannelsesaftale med en voksenelev om uddannelsen til social- og sundhedsassistent med afslutning af uddannelsen 26. marts 2024.
Selvmordsapparat og gentagne advarsler
21. marts 2023 blev eleven indkaldt til en samtale med uddannelseslederen på den SOSU-skole, han var tilknyttet. Her fik han en mundtlig advarsel for bl.a. at vende øjne af undervisere og andre elever, lave negative hentydninger til undervisernes kompetencer, sove i timerne samt forlade undervisningen demonstrativt under et oplæg.
Ugen efter blev eleven igen indkaldt til samtale, fordi han havde udarbejdet et kontroversielt oplæg til et innovationsprojekt om velfærdsteknologi. Alle SOSU-eleverne skulle lave et oplæg til, hvordan man kunne hjælpe en ung mand, der havde mistet sin førlighed, med initiativer, der kunne øge hans livskvalitet.
Eleven havde i sit oplæg tegnet en model af en guillotine som samlesæt – en form for selvmordsapparat – og forklaret det med, at det var umuligt at øge livskvaliteten for en sådan person. Hans underviser havde forsøgt at vejlede ham om at løse opgaven på en anden måde, dog uden held.
Elevens oplæg vakte bekymring hos skolen, som understregede vigtigheden af det etiske aspekt i hvervet og kritiserede den fagligt grænseoverskridende karakter elevens opgave havde. Da eleven ikke selv kunne se problemet med sin opgave, gav det skolen anledning til at sanktionere ham med en skriftlig advarsel, ligesom han blev overflyttet til en anden skole.
Uddannelsesaftale ophævet efter klage fra borger
I december 2023 var eleven involveret i en ny konflikt, der opstod i forbindelse med hans praktikforløb, hvor han skulle på hjemmebesøg hos en af kommunens borgere, der var blevet lam og ikke havde noget sprog. Kommunen modtog en klage fra borgerens hustru, idet hun oplevede elevens adfærd som truende og ubehagelig.
Det fremgik af klagen, at eleven havde efterladt borgeren alene med sin mad på trods af synkebesvær, og at han derfor fremover ikke skulle komme til borgerens hjem.
Eleven gjorde gældende, at han havde efterladt borgeren med sin mad, fordi det ville være nedværdigende for borgeren at blive madet af eleven. Desuden havde hans kollega, der var med til at passe samme borger, en personlig konflikt med ham. Han hævdede således, at kollegaen havde givet ham skylden for, at borgeren ikke blev madet korrekt, samt opfordret hustruen til at indgive en klage, selv om der blot var tale om en ”hverdagskonflikt”.
Kommunen gjorde omvendt gældende, at eleven, i stedet for at følge kommunens instrukser, havde valgt at efterlade borgeren alene med sin mad, selv om han havde synkebesvær, hvilket var stærkt kritisabelt. Eleven havde endvidere talt nedsættende til kollegaen, og sagt ”klap i” og ”dumme svin” til kollegaen, hvorfor kommunen 14. december 2023 valgte at ophæve uddannelsesaftalen.
Efter ophævelsen af uddannelsesaftalen klagede eleven til Tvistighedsnævnet, fordi han mente, at ophævelsen var uberettiget. Han krævede en godtgørelse på knap 82.000 kr., svarende til løn i den resterende uddannelsestid samt en garanti fra kommunen om en ny ansættelse, så han kunne afslutte sin uddannelse.
I orden at ophæve uddannelsesaftalen
Tvistighedsnævnet vurderede, at ophævelsen var berettiget, idet eleven havde misligholdt sin uddannelsesaftale gentagne gange ved at udvise konfliktoptrappende adfærd, der underminerede trygheden både i skolemiljøet og ude hos borgere, ligesom han ikke havde korrigeret sin adfærd efter flere skriftlige advarsler. Vokseneleven fik således ikke medhold i kravet om godtgørelse for ophævelsen af sin aftale. Tvistighedsnævnet afviste også voksenelevens krav om genansættelse, da det lå uden for nævnets kompetence.
Tvistighedsnævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at eleven havde fået både en mundtlig og en skriftlig advarsel i 2023, der begge var berettigede, og at hans uacceptable adfærd, der havde skabt utryghed både for borgeren, hans pårørende og kollegaen, var den sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over.
DI var ikke involveret i sagen.
Nyheden er baseret på Tvistighedsnævnets afgørelse af 29. april 2025 i sag nr. 22.2024
DI's råd
Udgangspunktet for en uddannelsesaftale er, at den er bindende og dermed ikke kan ophæves ensidigt, med mindre en af parterne væsentligt har misligholdt sin del af aftalen.
Sagen viser, at grov og upassende adfærd fra elevens side – både på skoledelen af en uddannelse og under praktikforløbet – kan udgøre væsentlig misligholdelse, hvilket kan medføre en berettiget ophævelse af uddannelsesaftalen.
Det er vigtigt, at virksomheden kan dokumentere baggrunden for ophævelse af uddannelsesaftalen og belyse forholdene omkring misligholdelsen, før der skrides til handling, og uddannelsesaftalen ophæves. Både mundtlige og skriftlige advarsler samt klager fra skolen eller – som i den konkrete sag – en klage fra borgeren er tunge beviser, der vil blive tillagt stor vægt i vurderingen af, hvorvidt ophævelsen har været berettiget.
Kontakt DI for rådgivning, hvis der opstår problemer under en uddannelsesaftale, eller hvis din virksomhed står i en situation, hvor der kan være behov for at ophæve en uddannelsesaftale.
Læs mere om Ophævelse af en uddannelsesaftale - DI