Foto: Colourbox
04.11.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Fravær, fleksibilitet og omstillingsevne var urimelige kriterier for opsigelse

Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at fravær, fleksibilitet og omstillingsevne var urimelige kriterier for opsigelse af en overlærer med en tarmsygdom i forbindelse med nedskæringer. Kriterierne udgjorde indirekte forskelsbehandling, og medarbejderen blev tilkendt en godtgørelse på 555.000 kr.

Blev dårligere over tid

Medarbejderen blev ansat 1. august 1995. I 2011 blev hun diagnosticeret med en tarmsygdom og senere tiltagende andre helbredsmæssige udfordringer, der påvirkede hendes arbejdsevne.

Derfor modtog hun blandt andet tilskud til personlig assistance, hvilket gjorde det muligt for hende at prioritere og strukturere opgaver, med personlig hjælp fra skolens ledelse.

Kommunens økonomiske tilpasning og opsigelser

2. februar 2022 blev der afholdt møde, hvor det blev besluttet, at skolen skulle gennemføre en opsigelsesrunde på grund af et underskud på 2,8 millioner kroner.

Kriterierne for opsigelserne var fravær, samarbejde og kompetencer, og i februar 2022 blev medarbejderen informeret om en påtænkt opsigelse som en del af tilpasningen.

31. marts 2022 blev opsigelsen gennemført, til trods for medarbejderens behov for personlig assistance. 

Mangler i tilpasningsforpligtelsen

Ligebehandlingsnævnet fastslog, at kommunen ikke havde overholdt sin forpligtelse til at iværksætte tilpasningsforanstaltninger, som kunne have gjort det muligt for medarbejderen at fortsætte arbejdet, eksempelvis via omplacering eller mere personlig assistance.

Dokumentation viste, at medarbejderen havde varige funktionsnedsættelser, som havde resulteret i betydelig træthed og stress. På grund af disse forhold var kriterierne for fravær, fleksibilitet og omstillingsevne urimelige og udgjorde indirekte forskelsbehandling, da de stillede medarbejderen med et handicap dårligere end hendes kolleger uden handicap.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 31. marts 2022 i sag nr. 9422.

DI's råd

Virksomheder bør være yderst opmærksomme på deres tilpasningsforpligtelse, når medarbejdere har dokumenterede handicap eller funktionsnedsættelser. Afgørelsen fremhæver, at manglende tilpasning kan lede til erstatningskrav.

Derfor bør virksomheder grundigt vurdere tilgængelige foranstaltninger og omplaceringsmuligheder for medarbejdere med særlige behov.

Desuden bør virksomheder være opmærksomme på, at kriterier, der på overfladen kan fremstå neutrale, kan blive fortolket som indirekte forskelsbehandling, hvis de rammer bestemte grupper skævt. Eksempelvis har en medarbejder med handicap væsentligt dårligere forudsætninger for at have et lavt sygefravær end en medarbejder uden handicap.

Læs mere om Forskelsbehandling - regler og rådgivning - DI

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.