Foto: Colourbox
02.12.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Berettiget at bortvise COO for private indkøb

Østre Landsret har afgjort, at det var berettiget for en virksomhed at bortvise en COO, der foretog private indkøb under virksomhedens leverandørordning uden løbende at afregne udgifterne over for virksomheden.

Som et personalegode havde en virksomhed givet medarbejderne adgang til at indkøbe materialer fra virksomhedens leverandører mod efterfølgende afregning til virksomheden.

En COO blev suspenderet og bortvist, fordi virksomheden mente, at han væsentlig havde misligholdt sit ansættelsesforhold ved at lave afregninger, som ikke reelt var blevet foretaget. Dermed havde COO’en uberettiget anvendt virksomheden som kreditfacilitet.

COO’en mente, at bortvisningen var uberettiget og anlagde sag mod virksomheden.

Misbrug af leverandørordning

COO’en mente, at han havde ret til at bruge leverandørordningen på lige fod med virksomhedens andre medarbejdere, ligesom at der ikke var nogen faste retningslinjer for medarbejdernes brug af leverandørordningen. COO’en påstod, at han havde begået en mindre regnefejl i god tro, fordi han ikke ville have, at månedsrapporten blev negativ.

Virksomheden gjorde gældende, at COO’en havde anvendt leverandørordningen forkert ved at foretage 10 private indkøb til en værdi af 115.444 kr. over en periode på tre måneder, som han havde krediteret til sig selv ved faktura på virksomhedens regning uden en udtrykkelig accept herom fra virksomheden.

Til trods for virksomhedens gentagne fordringer betalte COO’en først beløbet tilbage en måned efter bortvisningen.

Berettiget bortvisning

Sagen startede ved Retten i Glostrup, som fandt, at bortvisningen var berettiget. Dommeren lagde vægt på, at COO’en havde en betroet stilling, hvor han både kunne udstede og godkende fakturaer samt kreditnotaer, som han misligholdte ved at bruge virksomheden som kreditfacilitet til privatforbrug uden virksomhedens samtykke væsentlig  – uanset at der manglede retningslinjer herom.

COO’en ankede dommen til Østre Landsret. I ankesagen tilføjede COO’en, at virksomheden kunne have foretaget en skriftlig advarsel, før der blev tyet til bortvisning, hvorfor bortvisningen ikke var proportional.

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom og vurderede, at COO’ens argument om proportionalitet ikke kunne opveje, at COO’ens handlemåde indebar et så alvorligt tillidsbrud og en så væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, at virksomheden var berettiget til at bortvise ham. Virksomheden blev dermed frifundet fra kravet om godtgørelse.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Østre Landsrets afgørelse af 17. marts 2025 i sag nr. BS-51851/2024-OLR.

DI's råd

En bortvisning er den alvorligste ansættelsesretlige sanktion, en virksomhed kan anvende, og den skal gennemføres umiddelbart efter, at virksomheden er blevet klar over de bortvisningsudløsende forhold, herunder når en medarbejder groft har misligholdt sin ansættelsesaftale.

Ud fra sagen kan det konstateres, at tillidsbrud kan være så væsentlige, at de kan medføre bortvisning, trods manglende forhenværende retningslinjer.

Det kan være en god idé at have klare interne retningslinjer for personaleordninger og medarbejdergoder, herunder betalingsfrister, godkendelsesprocedurer og konsekvenser ved afvigelse fra ordningen kan være afgørende for at undgå misforståelser og potentielle tillidsbrud.

Læs mere om: Bortvisning af medarbejder - rådgivning til arbejdsgivere - DI

Læs mere om: Personalehåndbog - DI

Skabeloner

Skabelon til bortvisning

Hent

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.