Ikke i orden at opfordre gravid til at søge stilling efter endt barsel

Gravid ansøger fik afslag

I marts 2023 søgte en gravid studerende en stilling som studentermedhjælper til digital kommunikation og kampagner hos en interesseorganisations ”Engagement- og Mobiliseringsafdeling”. Hun blev indkaldt til ansættelsessamtale den efterfølgende dag, men modtog efterfølgende et afslag, da de havde valgt at ansætte en anden ansøger.

I afslaget blev den studerende dog tilbudt en ansættelsessamtale i interesseorganisationens politiske enhed, som blev afholdt 31. marts 2023. 3. april 2023 bekræftede den studerende sin interesse i stillingen samtidig med, at hun informerede interesseorganisationen om, at hun var gravid med termin i november.

11. april 2023 tilbagemeldte interesseorganisationen via SMS, at de havde brug for en studerende, der kunne være hos dem ”i hvert fald et par sammenhængende år”, men at den studerende skulle prøve at søge igen efter sin barsel.

Den gravide studerende klagede 6. september 2023 over afslaget til Ligebehandlingsnævnet, fordi hun mente, at afslaget skyldtes forskelsbehandling på baggrund af hendes graviditet. Hun krævede derfor en godtgørelse på 71.890 kr., svarende til seks måneders løn.

Uenighed om sagsforløbet og godtgørelsens størrelse

Interesseorganisationen gjorde gældende, at afslaget ikke skyldtes kandidatens graviditet, og påpegede, at der var tale om flere sideløbende rekrutteringsforløb og usikkerhed om de faktiske omstændigheder. Dertil mente interesseorganisationen, at sagen ikke kunne afgøres uden mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Den gravide studerende fastholdt, at hun blev behandlet anderledes på grund af graviditet, og henviste til SMS-korrespondancen, hvor hendes kommende barsel blev nævnt som den eneste årsag til afslaget. Yderligere var der tale om, at stillingen ikke var et offentlig opslag, og at hun derfor ikke fik afslag på baggrund af kvalifikationer som i hendes første ansøgning.

I tilfælde af, at Ligebehandlingsnævnet fandt, at der var tale om forskelsbehandling, henviste organisationen til, at praksis normalt fastsætter godtgørelsen til maksimalt 25.000 kr. ved manglende ansættelse på grund af graviditet.

Der var tale om forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet nåede frem til, at interesseorganisationen ikke havde løftet bevisbyrden for, at graviditeten ikke havde spillet en rolle i valget om ikke at ansætte den studerende.

Hertil fremhævede nævnet med henvisning til SMS-korrespondancen, at det ikke var nødvendigt for sagens afgørelse, at der blev ført mundtlige parts- og vidneforklaringer. Interesseorganisationens forklaring var ikke tilstrækkelig til at afkræfte formodningen for forskelsbehandling, da kvinden skriftligt var blevet meddelt, at man ønskede en student, der kunne være hos virksomheden i hvert fald et par sammenhængende år, og at det ikke var praktisk at skulle finde en vikar allerede efter et halvt år, men at hun blev opfordret til at søge en stilling efter sin barsel.

Der var dermed påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at den studerendes graviditet havde afgørende betydning for, at hun ikke blev tilbudt stillingen som studentermedhjælper. Det påhvilede herefter interesseorganisationen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, hvilket nævnet vurderede, at interesseorganisationen ikke formåede at bevise. Den studerende fik derfor medhold i sin klage og blev tilkendt en skønsmæssig fastsat godtgørelse på 12.500 kr.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets kendelse af 19. maj 2025 i sag nr. 9623.