Foto: Colourbox
08.12.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Okay at opsige syg medarbejder med gravid samlever

Ligebehandlingsnævnet har slået fast, at en medarbejder ikke havde krav på godtgørelse, fordi han blev opsagt på grund af højt sygefravær og manglende udsigt til fuld arbejdsdygtighed, mens hans samlever var gravid. Nævnet vurderede, at opsigelsen ikke var begrundet i kærestens graviditet, men i medarbejderens sygefravær.

Indstillet til opsigelse på grund af sygefravær

Sagen handlede om en medarbejder, der blev ansat i en stor logistikvirksomheden i juni 2023, og som havde haft flere perioder med sygefravær.

I perioden op til en længere sygemelding blev medarbejderen oplært i en ny arbejdsopgave, hvilket han selv nævnte som en mulig årsag til stressfaktor.

Samtidig forklarede han, at den primære årsag til sygefraværet var, at hans samlever var gravid og havde mange fysiske gener. Dette belastede ham mentalt, hvilket gik ud over hans overskud til arbejde.

Medarbejderen fik besked om, at han var indstillet til opsigelse, men også at forløbet ville blive genvurderet ved tilfredsstillende fremmøde.

Virksomheden begrundede opsigelsen med sygefraværet og pegede på, at medarbejderen i perioden havde haft et sygefravær svarende til over 20 procent, som var langt over afdelingens gennemsnit.

Klagede over forskelsbehandling

Medarbejderen mente, at opsigelsen var udtryk for forskelsbehandling i forbindelse med samleverens graviditet og henviste til ligebehandlingsloven. Han krævede godtgørelse svarende til seks måneders løn.

Medarbejderen mente, at virksomheden ikke havde løftet beviset for, at opsigelsen ikke var begrundet i graviditeten og henviste til reglerne om omvendt bevisbyrde.

Virksomheden afviste, at graviditeten var afgørende for opsigelsen og forklarede, at medarbejderen havde haft sygefravær allerede i sin prøveperiode, og at praksis i virksomheden tilsagde opsigelse ved hyppigt eller langvarigt fravær.

Virksomheden havde dokumentationen i orden

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at virksomheden tilstrækkeligt havde dokumenteret, at opsigelsen var begrundet i medarbejderens sygefravær og ikke i samleverens graviditet.

Nævnet henviste til de konkrete perioder med sygdom, den medicinske dokumentation og den planlagte langsomme tilbagevenden.

Der blev lagt vægt på, at medarbejderen selv oplyste, at sygefraværet skyldtes belastning fra samleverens graviditet, men at der ikke var tegn på, at virksomheden baserede sin beslutning på graviditeten. Medarbejderen fik derfor ikke medhold i sit krav om godtgørelse.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 4. november 2025 i sag nr. 30146.

DI’s råd

Sagen viser, at virksomheden bør være omhyggelig med at dokumentere kommunikationen og baggrunden for en opsigelse, især hvis medarbejderen har et sygefravær, der kan have sammenhæng med familiære forhold som graviditet.

Praksis er, at virksomheden skal kunne dokumentere, at beslutningen er baseret på saglige forhold, som f.eks. sygefraværets omfang og konsekvenser for driften. Særligt når virksomheden orienteres om private forhold, skal dokumentationen for den konkrete årsag til opsigelsen ligge klart.

Er du i tvivl, bør du kontakte DI for rådgivning – især i sager med sygefravær og familierelaterede forhold.

Læs mere om Opsigelse på grund af sygdom - Dansk Industri - DI

Læs mere om Sygefraværssamtaler og dokumentation - klik her for rådgivning - DI  

Skabeloner

Skabeloner til sygefravær og dokumentation

Hent

Skabeloner

Sygefraværspolitik

Hent

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.