Foto: Colourbox
04.03.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Kunne ikke bortvise buschauffør for påkørsel og videre kørsel herefter

Det udgjorde ikke en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at en buschauffør i glat føre påkørte en anden bus og herefter kørte videre med passagerer i bussen, selv om forruden på bussen var knust.

Glatte veje og påkørsel

23. december 2023 var det frostgrader og snevejr i København, og vejene var glatte. Buschaufføren kørte rute 6A i København den pågældende dag.

Omkring kl. 21.30 påkørte han en anden bus bagfra, hvorefter forruden på hans egen bus blev knust. Buschaufføren meddelte herefter busselskabets driftsstyring, at han havde påkørt bussen, og forklarede, at det var sket, fordi han ikke kunne bremse.

Efter påkørslen vurderede buschaufføren, at det ikke ville være forsvarligt at sætte passagererne af på uheldsstedet, da det var mørkt, glat og trafikeret. Han besluttede sig derfor for at køre videre til næste busstoppested, hvor passagererne blev sat af.

Busselskabet gjorde herefter gældende, at buschaufføren havde kørt med for høj hastighed i forhold til vejrforholdene, og at det var groft uforsvarligt, at buschaufføren havde kørt videre med passagerer med en knust forrude, og hvor chaufføren ikke kunne bremse. Buschaufføren blev derfor bortvist.

Uberettiget bortvisning

Med hensyn til forløbet op til påkørslen anerkendte dommeren, at buschaufføren muligvis havde kørt med for høj hastighed under de glatte vejrforhold, selv om han havde holdt sig inden for den tilladte hastighedsgrænse. Dette alene var dog ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at buschaufføren groft havde misligholdt sit ansættelsesforhold. Det kunne heller ikke føre til en anden vurdering, at buschaufføren to gange tidligere havde været involveret i færdselsuheld.

Med hensyn til forløbet efter påkørslen vurderede dommeren, at buschaufføren handlede forsvarligt ved at køre til næste stoppested, da det ville være farligt at lade passagererne stige af på uheldsstedet. Dommeren lagde desuden vægt på, at bussen ikke havde defekte bremser, og at buschaufføren vurderede, at han havde tilstrækkeligt udsyn til at køre videre.

Dommeren fandt derfor, at bortvisningen ikke var berettiget.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på tilkendegivelse af 17. december 2024 i FV2024-340.

DI's råd

En bortvisning er den alvorligste ansættelsesretlige sanktion, og det beror altid på en konkret vurdering, om en bortvisning er berettiget.

Vi anbefaler derfor, at medlemsvirksomhederne altid kontakter DI før en eventuel bortvisning.

Læs mere om Bortvisning af medarbejder - Dansk Industri - DI

 

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.