Foto: Colourbox
04.03.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Malervirksomhed dømt til at betale 775.000 kr. for underbetaling

En faglig voldgift har afgjort, at en malervirksomhed har underbetalt sine internationale medarbejdere i strid med Maleroverenskomsten og derfor skal betale 775.000 kr. til forbundet

Stridspunkter

Stridspunkterne i sagen var, om virksomheden havde opnået en besparelse ved at aflønne sine internationale medarbejdere mindre end, hvad de efter Maleroverenskomsten havde krav på, antallet af medarbejdere, det ugentlige timeantal, beregningsmetoden for det opgjorte differencekrav, samt om der reelt var sket en aflønning af kontantbeløb direkte til medarbejderne, der ikke var indberettet til SKAT. 

Uenighed om arbejdstimer og aflønning

Sagen opstod, da forbundet modtog en henvendelse fra fire rumænske malere, der arbejdede for malervirksomheden. Malerne oplyste, at de modtog kontantløn og arbejdede op til 10 timer dagligt, uden at alle timer blev registreret, eller at de fik korrekt overenskomstmæssig betaling herfor.

Virksomheden påstod derimod, at medarbejderne kun arbejdede 37 timer om ugen, modtog elektronisk betaling med lønsedler sendt via e-Boks, og at virksomheden ikke havde udbetalt kontantløn til medarbejderne.

Forbundet havde i sagen fremlagt en videooptagelse fra en skurvogn, hvor man kunne se nogle medarbejdere udveksle kontanter. Virksomheden argumenterede imidlertid for, at videoen blot viste en privat lånetransaktion mellem de pågældende personer.

Manglende dokumentation og ugesedler

Sagen blev behandlet ved flere møder mellem parterne fra februar til juni 2024, hvor det blev aftalt, at virksomheden skulle fremsende ansættelsesbeviser, lønsedler og ugesedler.

Virksomheden fremsendte ikke fuldstændig dokumentation og erkendte, at medarbejdernes ugesedler var blevet smidt ud.

Havde ikke overholdt overenskomstens bestemmelser

Dommeren fandt, at virksomheden ikke havde overholdt overenskomstens bestemmelser om aflønning og arbejdstid og lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke forelå andre ugesedler end kalenderoptegnelserne fra de fire rumænske malere. På det grundlag fastslog dommeren, at medarbejderne i betydeligt omfang arbejdede flere timer end angivet på lønsedlerne og modtog kontantbetalinger, som ikke blev indberettet til SKAT.

Dommeren vurderede, at virksomheden havde opnået en betydelig besparelse, hvorfor virksomheden blev dømt til at betale et differencekrav på 775.000 kr. til forbundet, idet virksomheden ikke kunne fremlægge tilstrækkelig dokumentation til at imødegå kravet.

Kravet skulle betales direkte til forbundet, fordi de internationale medarbejdere ikke var medlemmer af forbundet.

DI førte sagen på vegne af virksomheden.

Nyheden er baseret på den faglige voldgifts afgørelse af 9. december 2024 i sag nr. FV 2024-898.

DI's råd

Afgørelsen understreger vigtigheden af korrekt dokumentation af arbejdstid og lønudbetalinger i overensstemmelse med overenskomsten. Virksomheder bør sikre sig, at alle medarbejdere modtager lønsedler, og at ugesedler opbevares som dokumentation.

Virksomheder bør læse DI's vejledninger og kontakte DI for rådgivning, hvis de er i tvivl om reglerne.

Læs mere om Ansættelsesvilkår ved lokalansættelse af medarbejdere fra udlandet i Danmark under byggeriets overenskomster - DI

Skabeloner

Ansættelsesaftaler til byggeriets overenskomster

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.