Vigtigt løbende at følge op på akkordarbejde
En faglig voldgift har afgjort, at et murersjak havde krav på akkordoverskud, selv om virksomheden ikke var tilfreds med arbejdets kvalitet. Virksomheden havde ventet for længe med at klage og mistede derfor retten til at modregne i akkordoverskuddet.
En murervirksomhed og et akkordsjak havde aftalt at opdele et murerarbejde i tre selvstændige akkorder.
Selv om opgaverne blev opdelt i tre akkorder, blev virksomheden (formentlig) alligevel ved med at anse dem som et samlet arbejde og ventede med kritisere i forhold til arbejdets kvalitet indtil sidste akkords afslutning.
Efter at murersjakket havde afsluttet sidste akkord og fremsendt akkordregnskabet, kritiserede virksomheden arbejdets kvalitet, og der blev indledt en fagretlig behandling, hvor forbundet og murersjakket indvilligede i at besigtige arbejdet og ”finde en samlet løsning”.
Inden den fagretlige behandling var slut, gik virksomheden imidlertid konkurs, og kurator ønskede ikke at indtræde i sagen. Der deltog derfor ikke nogen repræsentant fra virksomheden til hovedforhandlingen.
Dommeren fandt, at virksomheden som udgangspunkt havde været berettiget til at foretage modregning i murersjakkets akkordoverskud for dokumenterede udbedringsudgifter, hvis kravet ellers ikke var bortfaldet som følge af passivitet eller manglende reklamation.
Murersjakket forklarede under vidneafhøringerne, at arbejdsgiveren havde haft sin daglige gang på byggepladsen og derfor kunne have konstateret de fejl og mangler ved arbejdet, som han efterfølgende krævede modregning for. Dette stod af gode grunde uimodsagt, idet virksomheden på grund af konkursen ikke deltog i hovedforhandlingen.
Dommeren fandt på den baggrund, at virksomhedens krav på modregning i akkordoverskuddet som følge af fejl og mangler ved arbejdet var bortfaldet på grund af manglende reklamation og løbende opfølgning under arbejdets udførelse.
DI førte sagen for virksomheden.
Nyheden er baseret på afgørelse af 2. februar 2025 i sag FV 2024-468.
DI's råd
Kendelsen viser, at det er særdeles vigtigt, at virksomheder løbende følger et akkordsjaks arbejde og sikrer sig, at arbejdets kvalitet hele tiden er i orden og lever op til overenskomstens krav om ”veludført murerarbejde”.
Ved at vente med kritik af arbejdets kvalitet til akkordarbejdet er afsluttet løber virksomheden en stor risiko for, at de afskæres fra at fradrage/modregne i akkordsjakkets krav på overskud for de udgifter, som virksomheden senere kan få til at udbedre fejl og mangler ved arbejdet.
Læs mere om Akkord på byggeriets overenskomster - rådgivning til arbejdsgivere - DI