Medarbejder med ti måneders anciennitet fik godtgørelse på seks måneders løn
Østre Landsret har afgjort, at en virksomhed skal betale en godtgørelse svarende til seks måneders løn til en marketingmedarbejder med ti måneders anciennitet. Landsretten kom frem til, at virksomheden ikke havde truffet en endelig beslutning om at opsige medarbejderen på det tidspunkt, hvor virksomheden blev bekendt med hendes graviditet.
Opsigelse og nedlæggelse af afdeling
I januar 2021 blev en marketingmedarbejder ansat i en it-virksomhed. I oktober 2021 besluttede virksomhedens ledelse at nedlægge marketingafdelingen, der bestod af en leder og medarbejderen, på grund af utilfredshed med afdelingens resultater over en længere periode.
23. oktober 2021 informerede medarbejderen via e-mail virksomhedens ledelse om sin graviditet.
Medarbejderen blev opsagt onsdag den 27. oktober 2021 med begrundelsen "[…] en strategisk beslutning om at nedlægge afdelingen for Marketing og Kommunikation i sin nuværende form og i stedet udlicitere disse kompetencer til eksterne bureauer". Virksomheden var bekendt med medarbejderens graviditet på opsigelsestidspunktet.
Mens afdelingen blev udfaset, blev markedsføringsopgaverne i virksomheden varetaget af en ekstern projektleder ansat som konsulent – i denne periode var marketingmedarbejderen sygemeldt.
Tvist om opsigelse grundet graviditet
Marketingmedarbejderen mente, at opsigelsen var usaglig og begrundet i hendes graviditet.
Virksomheden oplyste, at beslutningen om at nedlægge marketingafdelingen blev drøftet og besluttet i ledelsen allerede mandag den 18. oktober 2021, hvor de ikke var bekendt med graviditeten. Det blev efter bevisførelsen lagt til grund, at virksomheden ikke var bekendt med graviditeten inden lørdag den 23. oktober 2021.
Virksomheden forklarede under sagen, at utilfredsheden med afdelingens præstationer var den primære årsag til beslutningen om at nedlægge afdelingen og dermed opsige medarbejderne – en utilfredshed, der var dokumenteret skriftligt i sagen.
Landsrettens begrundelse og resultat
Østre Landsret kom frem til, at virksomheden ikke havde godtgjort, at beslutningen om at opsige medarbejderen var endeligt truffet, inden de blev bekendt med hendes graviditet. Retten lagde blandt andet vægt på den nære tidsmæssige sammenhæng mellem meddelelsen om graviditeten og opsigelsen.
Derudover fandt landsretten, at virksomheden fortsat havde behov for at løse de markedsføringsopgaver, som indtil nedlæggelsen af afdelingen, havde påhvilet marketingafdelingen. Landsretten lagde desuden til grund, at en udlicitering af de opgaver, som marketingafdelingen hidtil havde varetaget, forudsatte, at en medarbejder i virksomheden stod for projektledelsen, og at den opsagte marketingmedarbejder kunne have varetaget denne opgave.
Landsretten fandt derfor, at opsigelsen var i strid med ligebehandlingslovens § 9, og at medarbejderen skulle tilkendes en godtgørelse, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 2
Medarbejderen havde nedlagt påstand om betaling af en godtgørelse svarende til ni måneders løn, men landsretten fandt, at godtgørelsen skulle fastsatte til seks måneders løn på grund af medarbejderens relativt korte anciennitet.
DI førte sagen for virksomheden.
Nyheden er baseret på Østre Landsrets afgørelse af 3. marts 2025 i sag nr. BS-48677/2023-OLR.
DI's råd
Sagen viser vigtigheden af at være forsigtig med tidsmæssige nære sammenfald mellem meddelelser om graviditet og opsigelse af medarbejdere.
Virksomhedens beslutninger om opsigelser skal være klart dokumenterede og truffet uafhængigt af oplysninger om graviditet. Det understreger, at virksomheder skal være opmærksomme på ligebehandlingslovens bestemmelser og sikre, at beslutninger om opsigelser er velbegrundede og dokumenterede, især når der er særlige personlige forhold som graviditet involveret.
Medarbejdere beskyttet mod opsigelse - DI - Dansk Industri - DI