Foto: Colourbox
01.04.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Tidspunkt for tilkald bestemmer betaling

En faglig voldgift har slået fast, at tilkald af sygeplejersker på længere fridøgn, ikke automatisk udløser betaling for mindst seks timer. Afgørelsen har relevans for virksomheder med arbejdstidsaftaler, der omfatter særlige regler for tilkald uden for planlagt tjeneste.

Sygeplejerske tilkaldt på fridag

Sagen handlede om en fuldtidsansat sygeplejerske, der arbejdede i den offentlige sektor, og som havde fri fra fredag kl. 15.15 til mandag kl. 23.00, dvs. en periode på 79 timer og 45 minutter.

Mandag kl. 18.00 blev medarbejderen imidlertid ringet op og bedt om at møde ind kl. 22.00 i stedet for kl. 23.00.

Medarbejderen henvendte sig til forbundet, som mente, at medarbejderen efter en bestemmelse i den relevante arbejdstidsaftale, som regulerer betaling ved tilkald uden for planlagt tjeneste, skulle honoreres med seks timer for tilkaldet.

Regionen fastholdt imidlertid, at medarbejderen kun skulle betales for tre timer, fordi tilkaldet skete efter de første 64 timer af fridøgnsperioden.

Samme praksis i fem regioner

I november 2023 blev der afholdt mæglingsmøder i sagen, hvor regionen meddelte, at alle fem regioner havde samme praksis og fortolkning, nemlig at tilkaldet skulle honoreres med tre timer.

Medarbejderens forbund fastholdt dog, at tilkaldet skulle honoreres med seks timer baseret på en ordlydsfortolkning af arbejdstidsaftalen.

Tre timers betaling er korrekt

Dommeren konkluderede, at tilkald på planlagte fridøgn alene skal honoreres med seks timer, hvis tilkaldet sker inden for de første 64 timer af fridøgnsperioden. I dette tilfælde skulle medarbejderen derfor kun honoreres med tre timer.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på faglig voldgifts afgørelse af 27. november 2024 i sag nr. FV2024.0163.

DI's råd

Afgørelsen underbygger princippet om, at arbejdstidsaftaler og specifikke betalinger ved tilkald skal forstås og fortolkes i overensstemmelse med de præcise vilkår og definitioner i den relevante aftale. Dette kan være relevant for private virksomheder, der har lignende aftaler og behov for klarhed omkring arbejdstid og betaling.

Sagen viser, at det er vigtigt at være opmærksom på specifikke regler og aftaler vedrørende tilkald uden for planlagt tjeneste. Virksomheder bør sikre sig, at de har klare retningslinjer for arbejdstid og betalingen herfor.

DI anbefaler, at virksomhederne nøje gennemgår deres lokale arbejdstidsregler for at sikre overensstemmelse med gældende regler og for at undgå fremtidige tvister.

Læs mere om Tilkalde- og rådighedsvagt - DI

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.