Brevkassen: Skal vi selv betale vederlaget på 9.000 kr. direkte til arbejdsmiljørepræsentanten?
DI har modtaget henvendelse fra flere medlemsvirksomheder, som er i tvivl om, hvorvidt de selv skal udbetale det nye vederlag 9.000 kr. direkte til arbejdsmiljørepræsentanter. Log ind og læs svaret.
Under OK25 aftalte parterne på mange overenskomster at organiserede arbejdsmiljørepræsentanter, som er medlemmer af overenskomstbærende forbund, har ret til et årligt vederlag på 9.000 kr.
Vederlaget er ikke pensions- eller feriepengeberettiget og indgår ikke i beregningen af andre overenskomstmæssige betalinger.
Finansiering og udbetaling
Vederlaget til arbejdsmiljørepræsentanter finansieres via overenskomstens uddannelsesfond, f.eks. Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond, byggeriets Arbejdsmiljø- og Samarbejdsfonden eller HTUS-fonden på transportområdet.
Arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af et overenskomstbærende forbund, er berettiget til at modtage et årligt vederlag på 9.000 kr. for deres rolle som arbejdsmiljørepræsentant.
Vederlaget supplerer den betaling, der følger af arbejdsmiljølovens § 10, stk. 1.
Virksomhederne indbetaler allerede til disse fonde, og betalingen sker derfra gennem CO-industri og medlemsforbundene. Det betyder, at virksomhederne ikke skal udbetale beløbet direkte til arbejdsmiljørepræsentanterne.
Hvis hvervet som arbejdsmiljørepræsentant bortfalder, bortfalder vederlaget også.
Hvis arbejdsmiljørepræsentanten fratræder sit hverv i løbet af året, reduceres beløbet forholdsmæssigt.
Tilmelding og attestering
Arbejdsmiljørepræsentanten skal tilmelde sig gennem sit forbund for at modtage vederlaget, og virksomheden skal attestere oplysningerne.
Første gang
For arbejdsmiljørepræsentanter under industriens overenskomster vil vederlaget første gang blive udbetalt forholdsmæssigt ved udgangen af 4. kvartal 2025.
På byggeriets overenskomster vil vederlaget for 2025 blive udbetalt forholdsmæssigt i 1. kvartal 2026.
Læs mere i FAQ om tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter - Dansk Industri