Foto: Getty Images
27.05.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Direktiv om Europæiske Samarbejdsudvalg vil øge virksomheders administrative byrder

EU-Parlamentet og Ministerrådet indgik 21. maj 2025 aftale om et nyt direktiv om Europæiske Samarbejdsudvalg (ESU), som kan betyde, at virksomheder fremover skal betale advokater for at føre sager mod virksomheden selv. Reglerne skal gennemføres i Danmark inden for få år.

Definitionen på transnationale anliggender

Den foreløbige aftale opdaterer de nuværende regler for ESU ved at præcisere definitionen af "transnationale anliggender".

Baseret på oplysningerne i pressemeddelelser fra Ministerrådet og Europa-Parlamentet skal ESU høres, når medarbejdere i mere end ét medlemsland substantielt påvirkes af en virksomhedsbeslutning.

Dette var den smallest mulige definition, som var oppe under forhandlingerne. Derfor er det endnu usikkert, om det vil øge antallet af tilfælde, hvor ESU skal høres og informeres i forhold til i dag.  

Flere administrative byrder for virksomheder

Direktivet indeholder flere nye tiltag, som, DI vurderer, kan øge de administrative byrder for virksomhederne. For eksempel skal virksomheder fremover dække omkostninger til advokater og sagsanlæg ved retssager mod virksomheden, også i sager om uenigheder om en konkret høringsproces.

Afhængig af udmøntningen kan dette skabe et betydeligt problem for virksomhedernes retssikkerhed.

Krav til fortrolige oplysninger og fysiske møder

Virksomhederne må efter de nye regler kun tilbageholde fortrolige oplysninger eller fortroliggøre oplysninger, hvis objektive kriterier ligger til grund herfor, hvilket vil gøre det vanskeligere end med de nuværende regler.

Derudover skal der hvert år holdes to fysiske møder mellem ESU og virksomhedens centrale ledelse. Tidligere havde virksomhederne kun pligt til at afholde ét fysisk møde om året.

Den nye forpligtelse medfører en markant stigning i virksomhedernes udgifter til ESU. Foruden de øgede omkostninger til rejser, indkvartering og forplejning, betyder de nye regler også øget forbrug af ressourcer til planlægning og gennemførelse af møderne.

Højere bøder

Endelig lægger direktivet op til højere bøder for overtrædelse af reglerne, om end det præcise omfang heraf endnu ikke er oplyst.

Proces for vedtagelse og implementering

Aftalen fra 21. maj 2025 skal nu bekræftes af medlemsstaterne, som herefter skal gennemføre direktivets bestemmelser i national lovgivning inden for to år efter direktivets ikrafttrædelse. Implementeringsfristen kan blive forlænget et år, hvilket betyder, at de nye regler senest skal være i anvendelse tre år efter direktivets ikrafttræden.

DI er i tæt dialog med relevante myndigheder og interessenter for at sikre medlemsvirksomhedernes interesser i forbindelse med implementering af direktivet. DI arbejder i den forbindelse for at sikre, at den danske implementering foregår på en balanceret måde under hensyn til både  effektiv medarbejderrepræsentation og virksomhedernes mulighed for at operere fleksibelt og økonomisk forsvarligt.

DI vender tilbage med yderligere information til medlemmerne, når den endelige aftaletekst er klar.    

DI mener

DI er stærkt bekymret over de øgede administrative byrder og de økonomiske konsekvenser, som direktivet kan medføre for virksomheder med ESU. DI har tydeligt og fra starten gjort opmærksom på, at direktivet vil betyde nye byrder for virksomhederne i en tid, hvor EU har brug for at styrke medlemsstaternes konkurrenceevne. Det er den helt forkerte retning at gå i.

DI støtter aktivt et stærkt samarbejde mellem virksomheder og medarbejdere, da det er med til at skabe konkurrencedygtige virksomheder, hvilket vi har talrige eksempler på i Danmark.

Men de nye regler ser ikke ud til at understøtte dette. Tværtimod vil de gøre samarbejdet på tværs af grænser mere besværligt og øge virksomhedernes omkostninger.  

Læs også Nye regler for europæiske samarbejdsudvalg kan øge omkostningerne - DI

Læs mere om Europæisk Samarbejdsudvalg (ESU) - rådgivning til arbejdsgivere - DI

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.