Højesteret: Aftale om pasning i hjemmet var ikke omfattet af lønmodtagerbegrebet i arbejdstidsloven

Aftale om støtte i hjemmet

Sagen begyndte, da en 20-årig mand, som lider af atypisk autisme, ikke ønskede at vende tilbage til sit botilbud efter en vinterferie og i stedet flyttede hjem til sine forældre.

Kommunen og faren indgik herefter en aftale om, at faren skulle yde støtte til sønnen  i hjemmet i 30 timer om ugen, indtil der var fundet et nyt bosted til sønnen. Formålet med aftalen var at sikre, at sønnen havde indhold i hverdagen og blev guidet og støttet til at lave udadrettede aktiviteter.

Faren påtog sig imidlertid en mere omfattende pleje- og omsorgsopgave for sønnen end det, der var aftalt med kommunen.

Han gjorde på denne baggrund gældende, at hans reelle arbejdstid havde oversteget 48 timer ugentligt, og at han derfor havde krav på godtgørelse for brud på 48-timersreglen i arbejdstidsloven.

Højesterets afgørelse

Højesteret udtalte, at aftalen mellem faren og kommunen ikke indeholdt krav om, hvornår på dagen støtten skulle ydes, og at faren derfor selv kunne tilrettelægge sin arbejdstid inden for rammen på 30 timer.

Kommunen udarbejdede ikke handleplaner eller lignende for den støtte, som faren skulle yde sin søn, og faren var ikke forpligtet til at føre journal eller til at afrapportere over for kommunen. Kommunen stillede desuden ikke konkrete krav til arbejdets udførelse og førte ikke tilsyn hermed.

På denne baggrund fandt Højesteret, at der ikke var etableret et over- underordnelsesforhold mellem kommunen og faren, og at faren derfor ikke kunne anses for lønmodtager i arbejdstidslovens forstand.

48-timersreglen fandt derfor ikke anvendelse i ansættelsesforholdet, og der forelå således ikke et brud herpå.

Højesteret bemærkede hertil, at faren ikke var forpligtet til at arbejde i mere end 30 timer om ugen, og kommunen havde heller ikke pålagt ham at arbejde mere, men havde tværtimod afvist dette.

Det kunne derfor ikke anses for at være et led i aftalen med kommunen, at faren efter det oplyste udførte et langt mere omfattende pleje- og omsorgsarbejde over for sønnen.

Højesteret udtalte herefter, at der som følge heraf heller ikke ville foreligge et brud på 48-timersreglen, selv hvis faren måtte anses for lønmodtager.

Tidligere instanser

I tidligere instanser blev sagen behandlet af Retten i Aarhus, som kom frem til, at der ikke var tale om et ansættelsesforhold, og at faren derfor ikke var omfattet af arbejdstidsloven.

Derimod fandt Vestre Landsret, at der var tale om et tjenesteforhold, og at faren derfor var omfattet af arbejdstidsloven. Landsretten lagde blandt andet vægt på, at aftalen indeholdt en overordnet ramme for den funktion, faren skulle varetage samt oplysninger om farens ugentlige timetal og honoreringen herfor. 

Landsretten fandt dog ikke grundlag for at anse de yderligere pleje- og omsorgsopgaver, som faren havde påtaget sig, for arbejde i ansættelsesforholdet. Opgaverne måtte derimod anses som en konsekvens af, at forældrene havde accepteret, at sønnen boede i deres hjem, indtil der var fundet et andet botilbud.

Læs også DI’s nyhed om landsrettens dom i sagen: Pasning af søn i hjemmet var ikke i strid med 48-timersreglen - DI

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Højesterets dom af torsdag den 3. april 2025 i sag nr. BS-49851/2024-HJR.