Foto: Colourbox
06.05.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Kunders præferencer ikke grund nok til afslag

Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at en mand blev udsat for kønsdiskrimination, da han fik afslag på et job som diætist. Det gjorde ingen forskel, at virksomheden ønskede en kvindelig medarbejder for at imødekomme kundernes efterspørgsel. Manden fik derfor en godtgørelse på 25.000 kr.

Virksomheden ledte efter en kvindelig diætist

En virksomhed havde i efteråret 2023 opslået en fuldtidsstilling som klinisk diætist. En mandlig diætist ansøgte stillingen 28. september 2023, men fik 27. oktober 2023 et skriftligt afslag, hvor virksomheden skrev, at de var på udkig efter en kvindelig diætist.

Virksomheden forklarede efterfølgende, at de fleste af deres klienter er kvinder, og at de derfor oplevede en efterspørgsel på kvindelige coaches, når det gælder spørgsmål som menstruation, barsel, amning og parforhold.

Virksomheden oplyste også, at de netop stod over for nogle medarbejderskift, hvor to kvindelige medarbejdere havde opsagt deres stillinger, og at virksomheden ønskede at fastholde en balance i kønsfordelingen blandt medarbejderne.

Klagede til Ligebehandlingsnævnet

Allerede ved det skriftlige afslag reagerede manden på, at hans ansøgning blev afvist udelukkende med henvisning til køn.

Han havde brugt lang tid på at udforme sin ansøgning og mente, at virksomheden med sit afslag handlede i strid med ligebehandlingsloven og klagede derfor til Ligebehandlingsnævnet, hvor han krævede en godtgørelse på 30.000 kr.

Direkte forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der var tale om direkte forskelsbehandling på grund af køn, da virksomheden udtrykkeligt henviste til, at de ønskede kvindelige diætister. Dette var i strid med ligebehandlingsloven.

Nævnet fastslog, at virksomheden ikke kan bruge kunders præferencer som argument for at fravælge ansøgere på grund af køn. Manden fik derfor medhold i sin klage og en godtgørelse på 25.000 kr.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 2. december 2024 i sag nr. 9106.

DI's råd

Det er et klart eksempel på direkte diskrimination, når virksomheder ved ansættelser lægger afgørende vægt på ansøgerens køn. Uanset branche eller kunders ønsker skal virksomheder altid vurdere kandidaterne objektivt på deres faglige kvalifikationer.

Hvis ansættelsesprocesser involverer krav eller forventninger til køn, bliver det hurtigt svært at forsvare, hvis sagen ender i Ligebehandlingsnævnet.

Sørg for, at stillingsopslag og ansættelsesforløb er neutrale og fokuserer på kompetencer frem for køn eller andre personlige forhold.

Vær opmærksom på, at kunder eller brugeres præferencer ikke kan retfærdiggøre en forskelsbehandling.

Læs mere om Rekrutteringsprocessen - DI

Læs mere om Stillingsopslag - DI

Læs mere om Ligebehandling - Køn, graviditet og barsel - DI

Læs mere om Forskelsbehandling - regler og rådgivning - DI - DI

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.