Overdragelse af kunstneres rettigheder kræver samtykke
EU-Domstolen har afgjort, at medlemsstaterne ikke kan vedtage lovgivning, der tvangsoverdrager beslægtede rettigheder fra udøvende kunstnere til deres arbejdsgivere uden kunstnernes forudgående samtykke. Det gælder også for kunstnere, der er ansat efter en særlig ansættelsesregulering.
Tvist om rettigheder
Sagen handlede om nogle musikere, som fra 2016 til 2021 havde forsøgt at nå til enighed med deres offentlige arbejdsgiver om et vederlag for deres kunstneriske frembringelser.
Da forhandlingerne ikke førte til noget resultat, blev der udarbejdet og underskrevet et "uenighedsprotokollat" i maj 2021.
Efter forhandlingerne vedtog arbejdsgiveren 1. juni 2021 en ordning, der automatisk overdragede musikernes beslægtede rettigheder til de musikalske frembringelser. Dette skete uden kunstnerens forudgående samtykke.
Anmodning om annullation
Efter vedtagelsen af ordningen indgav musikerne 26. juli 2021 en stævning til Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) med påstand om annullation af ordningen af 1. juni 2021, hvor det blev gjort gældende, at anordningens bestemmelser var i strid med EU-retten.
Tvisten handlede grundlæggende om, hvorvidt EU-lovgivningen tillader en sådan overdragelse af beslægtede rettigheder uden kunstnernes forudgående samtykke, særligt i lyset af direktiv 2001/29/EF, direktiv 2006/115/EF og direktiv (EU) 2019/790, der indeholder bestemmelser om rimeligt vederlag til ophavsmænd og udøvende kunstnere.
Overdragelse kræver samtykke
Reglerne om forudgående samtykke gælder både retten til at reproducere og offentliggøre fremførelserne for offentligheden.
EU-Domstolen bekræftede, at en overdragelse af kunstneres rettigheder kun kan ske med deres forudgående samtykke. EU-Domstolen understregede også, at enhver brug uden samtykke er en krænkelse af kunstnernes rettigheder, medmindre specifikke undtagelser i lovgivningen anvendes. Det var dog ikke tilfældet i den konkrete sag.
DI var ikke involveret i sagen.
Nyheden er baseret på EU-Domstolens afgørelse af 6. marts 2025 i sag nr. C-575/23.
DI's råd
Overdragelse af beslægtede rettigheder kræver forudgående samtykke fra kunstneren, og afgørelsen understreger derfor vigtigheden af at indhente forudgående samtykke. Virksomheder bør sikre skriftligt samtykke, som klart beskriver, hvad samtykket omfatter.
Det er vigtigt at lave klare aftaler, der specificerer de overdragne rettigheder og deres betingelser, herunder blandt andet vederlag og anvendelsesområder.
Husk, at specifikke undtagelser i lovgivningen er begrænsede. Det er derfor vigtigt at forstå, hvornår undtagelser kan anvendes, og sikre, at alle aftaler er lovlige og rimelige.
Sagen viser derudover behovet for præcise juridiske procedurer og god dokumentation.