Foto: Colourbox
23.06.25 Vi rådgiver dig Nyheder

EU vil regulere praktikforløb

Et nyt praktikantdirektiv vil indføre yderligere regler for, hvordan praktikantforløb skal reguleres. Men Kommissionens brede definition af praktikophold risikerer at underminere det danske uddannelses- og beskæftigelsessystem og gøre det mere besværligt for virksomheder at bruge elever og lærlinge. Ministerrådet og DI vil have formelle uddannelser og arbejdsmarkedsindsatser undtaget.

EU-Kommissionen fremsatte 20. marts 2024 et direktivforslag om praktikanter, som har til formål at forbedre praktikanters ansættelsesforhold samt bekæmpe almindelige ansættelsesforhold, der er camoufleret som praktikophold.

Ingen klar definition af praktikophold

I Kommissionens forslag bliver ”praktikophold” ikke skarpt defineret. Praktikophold risikerer derved også at omfatte og påvirke de formelle danske uddannelser, herunder lærlinge og elever på erhvervsuddannelser.

Det er heller ikke udelukket, at ansættelsesforløb som led i aktiv beskæftigelsesindsats, såsom virksomhedspraktik, kan anses helt eller delvist som praktikophold.

Formodningsregel for falske praktikophold

For at undgå at praktikophold benyttes til at camouflere ansættelsesforhold, foreslår Kommissionen at indføre en formodningsregel for, hvornår der er tale om et ”falsk” praktikophold. Dette kan for eksempel være, hvis virksomheder har en stor andel af praktikanter, meget langvarige praktikforløb eller at flere praktikforløb sker i forlængelse af hinanden ved samme praktikvirksomhed.

Dertil introducerer direktivforslaget et ikke-forskelsbehandlingsprincip. Det betyder, at en praktikant ikke må stilles ringere vedrørende løn og ansættelsesvilkår end en tilsvarende fastansat medarbejder, medmindre denne forskelsbehandling kan begrundes i objektive forhold.

Ministerrådet trækker en streg i sandet

Ministerrådet i EU, bestående af medlemslandenes regeringer, blev enige om deres holdning 19. juni 2025.

Ministerrådet har trukket en streg i sandet og er blevet enige om, at de ønsker at ansættelsesforhold som led i formel uddannelse, herunder elever og lærlinge under erhvervsuddannelse, bliver undtaget fra direktivets anvendelsesområde i sin helhed.

Ministerrådet besluttede også, at hele den aktive beskæftigelsesindsats, for eksempel virksomhedspraktik, også skal undtages fra yderligere regulering. Der bliver desuden  lagt op til, at arbejdsmarkedets parter kan aftale mulighed for forskelsbehandling mellem praktikanter og øvrige medarbejdere, baseret på objektive kriterier.

Næste skridt

Parlamentets udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender er stadig i gang med at udarbejde deres ændringsforslag til direktivforslaget. EU-Parlamentet skal først blive enige om deres tilgang, før næste skridt i forhandlingerne kan påbegyndes, hvor de tre institutioner, EU-Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen, forhandler om en endelig direktivtekst.

Det arbejde vil gå i gang under det danske EU-formandskab.

DI mener

DI er stærkt kritiske over for direktivforslaget, som risikerer at underminere de velfungerende eksisterende ordninger i Danmark.

Selvfølgelig skal regulære ansættelsesforhold ikke kunne forklædes som praktikophold for at undgå de lovgivningsmæssige og overenskomstmæssige rammer, som gælder for øvrige medarbejdere. Dette fænomen er dog ikke kendt på det danske arbejdsmarked, hvor vores regler om erhvervsuddannelser og overenskomster sikrer ordnede forhold under uddannelse. Der kan meget vel være lande i EU, hvor denne praksis finder sted.

Men disse udfordringer bør løses i de lande, hvor de reelt findes, fremfor at indføre unødvendige regler i lande, hvis eksisterende regler fungerer.

Særligt er det uhensigtsmæssigt at indføre yderligere besvær ved ansættelsen af elever og lærlinge i en periode, hvor EU og Danmark har et stort behov for yderligere faglært arbejdskraft.

DI støtter op om Ministerrådets begrænsning af direktivets anvendelsesområde, så vores eksisterende og velfungerende ordninger inden for rammerne af formelle uddannelser og aktiv beskæftigelsesindsats ikke unødigt bliver underlagt yderligere administrativt bøvl.

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.