Forkert at modregne værktøjskasse i lærlings løn
Tvistighedsnævnet har afgjort, at det var uberettiget, at en virksomhed modregnede et beløb for en værktøjskasse i en lærlings løn. Virksomheden skal derfor tilbagebetale beløbet samt betale erstatning for manglende udlevering af sikkerhedssko til lærlingen.
Strid om modregning
Sagen drejede sig om en lærling, der havde arbejdet som tømrer i en byggevirksomhed. Lærlingen havde i august 2023 indgået en uddannelsesaftale med virksomheden frem til november 2024.
Efter uddannelsesaftalens udløb modregnede virksomheden et beløb i lærlingens sidste løn, hvilket lærlingen mente var uberettiget.
Værnemidler og værktøj
Lærlingen forklarede under sagen, at han flere gange havde anmodet virksomheden om udlevering af arbejdstøj og sikkerhedssko. Han modtog to sæt arbejdstøj. Skoene endte han med selv at købe tre måneder efter uddannelsesaftalens start.
Efter endt prøvetid modtog lærlingen også en værktøjskasse samt en bogpakke til brug for uddannelsen, men blev ved sin fratrædelse modregnet et beløb svarende til værdien heraf.
Lærlingen, repræsenteret ved sit forbund, indbragte derfor sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om tilbagebetaling af det modregnede beløb samt betaling for manglende udlevering af arbejdstøj og sikkerhedssko.
Virksomheden anerkendte under sagens behandling, at lærlingen skulle have betaling for sikkerhedsskoene, dog med et mindre beløb end det påståede, samt tilbagebetaling for bogpakken. Virksomheden bestred derimod tilbagebetaling for værktøjskassen.
Tvistighedsnævnets afgørelse
Tvistighedsnævnet fandt, at virksomheden havde pligt til at stille sikkerhedssko til rådighed under uddannelsen og lagde ved sin afgørelse vægt på lærlingens dokumentation for indkøb af skoene. Virksomheden blev derfor dømt til at refundere lærlingens udgift til sko.
Nævnet fandt derudover, at lærlingen havde ret til tilbagebetaling for værktøjskassen, som ifølge Bygningsoverenskomsten skal betales af virksomheden ved uddannelsesaftalens start, samt tilbagebetaling for bogpakken.
Nævnet fandt dog ikke grundlag for betaling af arbejdstøj, da lærlingen havde modtaget det nødvendige arbejdstøj ifølge Bygningsoverenskomsten.
DI var repræsenteret i sagen som sagkyndigt medlem af nævnet.
Nyheden er baseret på Tvistighedsnævnets afgørelse af 12. maj 2025 i sag nr. 66.2024.
DI's råd
Afgørelsen understreger vigtigheden af, at virksomhederne følger de overenskomstmæssige forpligtelser i forhold til udlevering af arbejdstøj, sikkerhedssko og værktøj til lærlinge.
Virksomheden skal sikre, at alle medarbejdere, herunder lærlinge, får stillet det nødvendige sikkerhedsudstyr til rådighed. Manglende opfyldelse af disse krav kan føre til erstatning.
Vi anbefaler, at virksomheder kontakter DI for rådgivning om fortolkning af overenskomstens bestemmelser.
Læs mere om Ansættelsesvilkår for lærlinge og elever - DI
Læs mere om: Sikkerhedsudstyr - personlige værnemidler - DI