Foto: Colourbox
17.06.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Okay at bortvise arbejdsmiljørepræsentant for at sende fortrolige e-mails til sin fagforening

En faglig voldgift har afgjort, at det var berettiget at bortvise en arbejdsmiljørepræsentant med 11 års anciennitet, som havde videresendt fortrolige e-mails til sin fagforening.

Opsagt på grund af outsourcing

I forbindelse med outsoucing af elektrikeropgaverne i en vedligeholdelsesafdeling, blev en elektriker med 11 års anciennitet opsagt den 15. januar 2024, fordi hans stilling blev nedlagt.

Medarbejderen, som var arbejdsmiljørepræsentant i virksomheden, var omfattet af Industriens Overenskomst, men opsigelsen skete uden iagttagelse af den særlige proces for opsigelse af en arbejdsmiljørepræsentant og uden det særlige forlængede varsel, som gælder i overenskomsten.

Efter opsigelsen henvendte medarbejderen sig til sit forbund, fordi han mente, at han havde krav på et længere varsel som arbejdsmiljørepræsentant.

Elektrikeren var imidlertid ikke registreret som arbejdsmiljørepræsentant i forbundets system, og forbundet bad ham derfor sende dokumentation for, at han var arbejdsmiljørepræsentant. 

Bortvist for at sende fortrolige oplysninger til forbundet

Elektrikeren forklarede under voldgiftssagen, at forbundet havde bedt ham om at sende ”alt, hvad han havde”, hvilket den pågældende medarbejder hos forbundet bekræftede under sin egen forklaring under sagen. 

Medarbejderen tog derfor under en sygemelding hen til sin arbejdsplads og videresendte 12 e-mails fra sin arbejdscomputer til sin private e-mailkonto og videre til forbundet.

E-mailsene indeholdt blandt andet referater fra arbejdsmiljømøder, virksomhedens beredskabsplan samt oplysninger om to kollegers arbejdsulykker. 

Så snart virksomheden blev bekendt med forholdet, bortviste de medarbejderen.

Bortvisning var berettiget

Dommeren fandt, at det materiale, som blev videresendt, indeholdt personfølsomme oplysninger om kollegers arbejdsulykker, som medarbejderen alene havde adgang til gennem sit hverv som arbejdsmiljørepræsentant, og at dokumentationen for hans hverv som arbejdsmiljørepræsentant kunne være sikret på mange andre – og mindre indgribende - måder. 

Efter en samlet vurdering fandt dommeren således, at arbejdsmiljørepræsentanten groft havde tilsidesat sine forpligtelser ”som medarbejder og arbejdsmiljørepræsentant”, hvorfor bortvisningen var berettiget. Virksomheden blev derfor frifundet.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på afgørelse i faglig voldgift af 19. maj 2025 i FV2024-829.

DI's råd

Det er vigtigt, at medarbejdere holder oplysninger om virksomheden og kolleger, herunder helbredsoplysninger, fortrolige.

Sagen viser også, at virksomheden bør have klare retningslinjer om medarbejderes tavshedspligt og fortrolighed.

Det skal samtidig understreges, at en arbejdsmiljørepræsentant er beskyttet i sin ansættelse på samme måde som en tillidsrepræsentant på samme eller tilsvarende område. Derfor kan arbejdsmiljørepræsentanten kun opsiges, hvis der er tvingende årsager til opsigelsen. Både arbejdsmiljørepræsentantens og virksomhedens forhold kan udgøre tvingende årsager.

Selve hvervet som arbejdsmiljørepræsentant må dog aldrig give anledning til opsigelse.

Opsigelsesvarslet for en arbejdsmiljøsrepræsentant er normalt det samme som tillidsrepræsentantens opsigelsesvarsel i den relevante overenskomst. I de fleste overenskomster kan opsigelse først ske, efter der er indledt fagretlig behandling.

Virksomheden kan bortvise arbejdsmiljørepræsentanten uden at indlede fagretlig behandling i tilfælde af væsentlig og grov misligholdelse af ansættelsesforholdet fra arbejdsmiljørepræsentantens side.

Det er vigtigt, at virksomheden følger den korrekte procedure ved opsigelse af tillids- og andre medarbejderrepræsentanter. Kontakt derfor DI for rådgivning, hvis I overvejer at opsige eller at bortvise en arbejdsmiljørepræsentant.

Læs mere om Loyalitetspligt - rådgivning til arbejdsgivere - DI

Læs mere om Opsigelse af medarbejderrepræsentanter - rådgivning til arbejdsgivere - DI

Læs mere om Arbejdsmiljørepræsentanter - rådgivning til arbejdsgivere - DI

Læs mere om Bortvisning af medarbejder - Dansk Industri - DI

Skabeloner

Skabelon til bortvisning

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.