Transporttid var ikke omfattet af arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelse
En faglig voldgift har afgjort, at en fleksjobansat medarbejder med sklerose ikke havde krav på mere hjemmearbejde, selv om transporten til og fra arbejde var en belastning for hende. Opsigelsen af medarbejderen var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.
Sygdom og skånebehov
En sagsbehandler hos en A-kasse blev i 2016 diagnosticeret med sklerose under sit barselsorlov.
For at imødekomme hendes skånebehov vendte hun i juni 2017 tilbage til arbejdet, og efter et længere afklaringsforløb blev der i 2020 truffet aftale om fleksjob med 15 timer om ugen, fordelt på tre dage á 5 timer. Herudover blev der aftalt tilpasningsforanstaltninger med afgrænsede opgaver og ingen telefonopkald.
Afviste flere hjemmearbejdsdage
I februar 2024 blev medarbejderen opsagt med den begrundelse, at arbejdsgiveren ikke kunne imødekomme et nyt skånebehov om hjemmearbejde med to dage i stedet for én.
Bortset fra perioder med nedlukning og ekstra hjemmearbejdsdage i forbindelse med coronapandemien – havde ordningen med én ugentlig hjemmearbejdsdag kun været praktiseret i meget begrænset omfang, idet hun fra slutningen af 2021 til opsigelsen i februar 2024 var fraværende i længere perioder som følge af sygdom og barsel.
Det var i sagen ubestridt, at medarbejderen på tidspunktet for opsigelsen havde et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven, og at arbejdsgiveren var bekendt med det.
Medarbejderens læge havde i forbindelse med tilbagevenden til jobbet efter ny barsel i 2024 anbefalet, at hjemmearbejdsdagene blev udvidet fra én til to. Medarbejderen havde på eget initiativ flyttet bopæl, så hun fik længere til arbejdet.
Transport som hovedproblem
Under sagen fremførte medarbejderen, at den lange transporttid mellem (ny) bopæl og arbejdsplads var belastende for hende og påvirkede hendes tilstand negativt.
Hun oplyste, at kombinationen af fysisk fremmøde og transport ville resultere i attak med længere sygefraværsperioder. Hendes læge understøttede dette, men udelukkende begrundet med transporttiden.
Arbejdsgiveren vurderede, at medarbejderen på opsigelsestidspunktet ikke længere var kompetent, egnet og disponibel til at varetage sin stilling, idet hun grundet sine private bopælsforhold ikke længere var i stand til at møde på arbejdspladsen.
Hendes ønske om at arbejde hjemme skyldtes alene, at hun havde valgt at bosætte sig så langt fra arbejdspladsen, at transporttiden blev en belastning for hende, og dette kan ikke betinge, at arbejdsgiveren skal tilpasse arbejdsforholdene.
Funktionsbegrænsningen skyldtes forhold i hendes privatliv, som arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at imødekomme, og det sociale fællesskab på arbejdspladsen fordrede, at medarbejderne mødte fysisk op.
Transporttid ikke omfattet af tilpasningsforpligtelse
Dommeren fandt, at handicapforståelsen udelukkende relaterede sig til transporttiden, som var et privat forhold, og dermed uden for arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelse i henhold til forskelsbehandlingslovens § 2 a.
Ledelsesretten gav arbejdsgiveren ret til at kræve, at arbejdet skal udføres med fysisk fremmøde, og derfor udgjorde opsigelsen ikke forskelsbehandling på grund af handicap og var heller ikke usaglig efter funktionærloven (medarbejderens subsidiære påstand).
DI var ikke involveret i sagen.
Nyheden er baseret på faglig voldgifts afgørelse af 11. februar 2025 i sag nr. FV2024-422.
DI's råd
Afgørelsen understreger, at virksomhedens tilpasningsforpligtelse i forbindelse med handicap ikke omfatter medarbejderens private forhold, inklusive transporttid.
For virksomheder er det derfor vigtigt, hvis muligt, at skelne tydeligt mellem arbejdsrelaterede skånebehov og private forhold for at sikre en korrekt håndtering af medarbejdere med handicap.
Læs mere om Forskelsbehandling - regler og rådgivning - DI - DI
Læs mere om Fleksjob - DI