Sidste opkrævning af bidrag til Industriens Barselsfond
Med virkning fra 1. oktober nedlægges Industriens Barselsfond, og alle medlemsvirksomheder flyttes til barselsrefusionsordningen i DA Barsel. Opkrævningen for 3. kvartal bliver sidste opkrævning til Industriens Barselsfond.
Industriens Barselsfond nedlægges for at gøre barselsrefusionsordningen mere tidssvarende. Med alle DI medlemmers overgang til DA Barsel bliver de fleste DA medlemsvirksomheder omfattet af samme barselsfond. Det betyder, at der er endnu flere virksomheder til at dele administrationsomkostningerne i fonden.
For virksomheder der i dag er omfattet af Industriens Barselsfond betyder det også, at det bliver enklere at få refusion fra barselsfonden. Virksomheder omfattet af DA Barsel modtager nemlig automatisk refusion efter ansøgning om barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark.
Slutopgørelse i Industriens Barselsfond
Industriens Barselsfond er alene finansieret af bidrag fra de omfattede virksomheder. I forbindelse med nedlukningen skal økonomien i fonden derfor være i balance, så fonden kan lukkes ned uden gæld eller formue. Den sidste opkrævning af bidrag til fonden er derfor fastsat med henblik på at sikre fondens drift frem til den endelige nedlukning.
Industriens Barselsfond yder refusion for orlov, der er afholdt helt frem til 30. september 2025. Der kan søges refusion for denne orlov frem til 15. december 2025. Der vil derfor også være udbetalinger fra fonden i 4. kvartal.
Industriens Barselsfond er en del af udligningen af barselsordningerne på tværs af barselsfondene på DA området. Det skyldes reglerne i barselsudligningsloven. Fonden skal også være i stand til at betale dette bidrag.
Sammenholdt med et stigende antal refusionsansøgninger betyder det, at bidraget for 3. kvartal 2025 fastsættes til 0,7 procent af lønsummen.
Den sidste opkrævning af bidrag vil være i 3. kvartal, med frist for betaling den 10. september 2025.
Praksis i DA Barsel
DA Barsel opkræver bidrag bagudrettet, og det første bidrag til DA Barsel skal derfor først betales 20. januar 2026.
I DA Barsel er bidraget fastsat til 2.100 kr. årligt for en fuldtidsmedarbejder.
Refusionssatsen er 250,16 kr. i timen for alle orlovstyper.
Find mere information på barselsfondenes hjemmesider
Alle medlemmer af DI, der hidtil har været omfattet af Industriens Barselsfond bliver automatisk overflyttet til DA Barsel med virkning fra 1. oktober 2025. Nogle virksomheder er omfattet af flere barselsfonde. Det er kun de medarbejdere, der er dækket af Industriens Barselsfond, der påvirkes af ændringen.
På Industriens Barselsfonds og DA Barsels hjemmesider kan du få mere information om overgangen og hvordan du skal forholde dig.
Alle berørte virksomheder vil også modtage direkte information fra Industriens Barselsfond og DA Barsel om overgangen.
Læs mere om Industriens barselsfond på Industriens Barselsfond og https://www.dabarsel.dk/velkommen-til-industriens-barselsfond/