Få styr på medarbejdernes restferie
Medarbejdere optjener 5 ugers ferie (svarende til 25 feriedage) i løbet af ferieåret fra 1. september 2024 til og med 31. august 2025. Feriedagene skal afholdes inden ferieafholdelsesperiodens udløb 31. december 2025.
Mange virksomheder holder sommerferie (hovedferie) i løbet af juli og august måned. Når medarbejderne kommer tilbage fra sommerferie, kan det være en god idé at tjekke, hvor meget restferie medarbejderne har tilbage. 4 ud af de 5 ugers ferie (svarende til 20 dage) skal nemlig holdes inden 31. december 2025 og kan ikke overføres til næste ferieafholdelsesperiode eller udbetales.
Hvis de 4 ugers ferie ikke afholdes, skal den del, der ikke er afholdt, indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond eller tilsvarende privat feriefond. Herefter kaldes de uhævede feriepenge. Der skal indberettes og indbetales feriepenge for:
- Timelønnede omfattet af feriegarantiordning (både ansatte og fratrådte)
- Fratrådte funktionærer og funktionærlignende omfattet af feriegarantiordning
- Funktionærer og funktionærlignende i fortsat beskæftigelse.
Hvis en medarbejder har fået overført ferie ved sidste ferieafholdelsesperiodes afslutning den 31. december 2024 på grund af en feriehindring – sygdom, barsel eller lign. – så skal den ferie også afholdes senest 31. december 2025, forudsat at medarbejderen ikke længere er feriehindret. Hvis den feriehindrede ferie ikke afholdes, skal den ligeledes indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond eller tilsvarende privat feriefond.
Indberetningen eller indbetalingen til Arbejdsmarkedets Feriefond eller en tilsvarende privat feriefond skal ske senest den 15. november efter ferieafholdelsesperioden udløb. For ferieåret 2024/2025 er fristen således 15. november 2026.
Overførsel af ferie ud over 4 uger (5. ferieuge)
Ferie ud over 4 uger (også kaldet den 5. ferieuge) kan aftales overført til næste ferieafholdelsesperiode (der løber fra 1. september 2025 til og med 31. december 2026).
Medarbejderne har ikke krav på at overføre ferie. Overførsel af ferie kræver altid en aftale. Hvis der ikke aftales overførsel senest 31. december, så skal ”5. ferieuge” udbetales.
Kun ferie ud over 4 uger kan overføres. Det betyder, at det første år, hvor en medarbejder overfører ferie, kan medarbejderen overføre 1 uges ferie. Det efterfølgende ferieår har medarbejderen derved 6 ugers ferie. Hvis medarbejderen så igen andet år kun holder 4 ugers ferie, kan vedkommende overføre 2 ugers ferie ved ferieafholdelsesperiodens afslutning. På den måde kan medarbejderen efter ferieloven akkumulere overført ferie.
I ferieloven er der ingen begrænsning for, hvor længe medarbejderen kan fortsætte med at overføre ferie.
I nogle overenskomster er der dog en begrænsning for, hvor meget ferie en medarbejder maksimalt kan overføre – typisk 10 feriedage. I nogle overenskomster er det et krav, at al overført ferie og ny ferie skal afholdes senest i anden ferieafholdelsesperiode, efter at den første overførsel er aftalt overført.
Endelig kan der i enkelte kollektive overenskomster være aftalt, at ferie ikke kan overføres.
DI har udarbejdet en skabelon til aftale om ferieoverførsel, som I kan hente her: DI DOCS - Skabelon til ferieoverførsel - DI (danskindustri.dk).
Udbetaling af ferie ud over 4 uger (5. ferieuge)
Hvis en medarbejder ikke har afholdt alle 5 ugers ferie i ferieafholdelsesperioden, og medarbejderen og virksomheden ikke har aftalt, at ferie overføres, skal ferie ud over 4 uger udbetales til medarbejderen.
Virksomheden skal automatisk udbetale ferie ud over 4 uger til medarbejdere, der har ferie med løn, og det skal ske senest 31. marts 2026.
For medarbejdere, der holder ferie med feriegodtgørelse, der er omfattet af en feriegarantiordning, modtager virksomheden besked fra feriepengeinfo, hvis der skal udbetales feriegodtgørelse for ferie ud over 4 uger.
Medarbejderen skal således ikke selv anmode om at få feriepengene udbetalt.
Varsling af restferie
Hvis I som virksomhed gerne vil have, at medarbejderne holder deres restferie i stedet for at overføre den eller få den udbetalt, kan restferien varsles med 1 måned.
Læs mere om: Ferie og fridage - rådgivning til arbejdsgivere - DI (danskindustri.dk)