Månedlige betalinger for opgaver i USA var ikke et ansættelsesforhold

I august 2021 anlagde en konsulent en sag for retten om betaling for arbejdet udført i henhold til tre forskellige aftaler med en galleriejer. Kravet omfattede løn, feriepenge og godtgørelse i henhold til ansættelsesbevisloven med tillæg af procesrente, der samlet blev opgjort til 185.895,25 kr.

Konsulenten mente, at han havde udført omfattende arbejde i perioden fra august 2016 til september 2018 for galleriejeren, herunder bistand med salg af ejendomme i USA og konsulentopgaver for galleriejeren.

Aftaler indgået under trusler om selvmord

Galleriejeren afviste kravet med påstand om, at aftalerne var indgået under psykisk pres fra konsulenten, som havde truet med selvmord. Aftalerne burde derfor anses som ugyldige efter aftaleloven.

Desuden mente galleriejeren, at konsulenten ikke reelt havde udført noget arbejde, andet end et par sendte mails, og hverken havde dokumenteret eller tidsspecificeret noget egentlig og tidsspecificeret arbejde, hvorfor dette ikke kunne anses som et ansættelsesforhold.

Én ud af tre aftaler var en ansættelseskontrakt

I december 2022 fandt Københavns Byret det bevist, at én af de tre aftaler var en ansættelseskontrakt, hvor konsulenten som ansat havde en arbejdstid på to timer ugentligt. Konsulenten havde derfor krav på betaling i overensstemmelse hermed.

Retten fandt imidlertid, at de to andre aftalers ordlyd og indhold ikke udgjorde ansættelsesaftaler, men derimod konsulentaftaler om udførelse af konkrete tjenesteydelser i form af rådgivning og konsulentbistand. Allerede af den grund frifandt retten virksomheden for krav vedrørende feriepenge og ansættelsesbevis i relation til disse aftaler.

Retten fandt desuden, at ansættelsesaftalen trådte i stedet for den ene af konsulentaftalerne, hvorfor spørgsmålet herefter alene var, i hvilket omfang konsulenten havde krav på honorar efter den anden konsulentaftale.

Da parterne efter denne konsulentaftale havde aftalt, at der ikke udbetales grundhonorar, men i stedet omkostninger til køretøj, fandt retten herefter, at konsulenten ikke havde krav på udbetaling af yderligere honorar i medfør af aftalen.

På denne baggrund frifandt retten galleriejeren for alle krav i relation til de to konsulentaftaler.

Landsrettens stadfæstelse

Østre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse og bemærkede, at landsretten ikke fandt det godtgjort, at konsulenten i den pågældende periode havde udført arbejde, som var omfattet af ansættelsesbevisloven.

Landsretten var med denne bemærkning enig i byrettens begrundelse og resultat og udtalte samtidig, at det, der var kommet frem for landsretten, herunder den af konsulenten ensidigt udarbejdede oversigt over udførte opgaver, som var rekonstrueret efter egne notater, ikke kunne føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom og pålagde konsulenten at betale yderligere 25.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Københavns Byrets dom af 22. december 2022 i sag BS-31448/2021-KBH og Østre Landsrets dom af 24. september 2024 i sag BS-2883/2023-OLR.