Foto: Colourbox
16.09.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Annullering af jobtilbud til gravid kvinde kostede 180.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at en kommune handlede i strid med ligebehandlingsloven ved at trække et jobtilbud tilbage, efter at en kvinde oplyste, at hun var gravid. Kvinden blev tilkendt en godtgørelse på 180.000 kr.

Ansættelsesaftalen mellem kvinden og kommunen

Onsdag den 11. januar 2023 blev en kvinde kontaktet af en assisterende leder på et demenscenter i en kommune, som informerede hende om en jobmulighed.

Kvinden deltog 19. januar 2023 i en uformel jobsamtale hos demenscenteret og blev samme dag tilbudt en stilling som psykomotorisk terapeut.

Mandag den 23. januar 2023 sendte kvinden en bekræftende mail til kommunen, hvor hun udtrykte glæde over jobmuligheden og ønskede at tiltræde 1. marts 2023.

Kommunen bekræftede samme dag, at kvinden var blevet ansat med følgende ordlyd: "Jeg vil gerne bekræfte at vi vil ansætte dig fra 1. marts 2023 på 32 timer pr. uge som psykomotorisk terapeut på demenscenteret."

Graviditet førte til annullering 

1. februar 2023 kontaktede kvinden kommunen og oplyste, at hun var gravid i 5. uge. Ved samtalen trak kommunen jobtilbuddet tilbage og rådede kvinden til at søge stillingen igen efter endt barsel.

Samme dag skrev kvinden en mail til kommunen, at hun var skuffet over samtalens udfald. Hun forklarede desuden, at hun havde opsagt sin stilling på sin tidligere arbejdsplads på grund af, at hun havde fået bekræftet skriftligt, at hun var blevet ansat hos kommunen.  

Klagede til Ligebehandlingsnævnet 

Efter den skuffende samtale og annullering af jobtilbuddet modtog kvinden en mail fra kommunen, der blot ønskede hende alt godt.

Fordi kommunen ikke gav en yderligere saglig forklaring på at trække ansættelsen tilbage, klagede kvinden 16. februar 2023 til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling. Kvinden fremførte i sin klage, at jobtilbuddet blev annulleret på grund af hendes åbenhed omkring graviditeten.

Kommunen kunne ikke løfte bevisbyrden 

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kommunen ikke kunne bevise, at deres beslutning om at tilbagekalde jobtilbuddet ikke var på grund af kvindens graviditet.

Nævnet lagde vægt på parternes mailkorrespondance mandag den 23. januar 2023, som bekræftede, at der var indgået en aftale om ansættelse med tiltrædelse 1. marts 2023. Kommunens egne udtalelser om, at kvinden "af glædelige grunde" ikke kunne gennemføre sin ansættelse, og opfordringen til at søge igen efter barsel indikerede, at graviditeten var grunden til annulleringen.

Som følge af disse vurderinger fik kvinden medhold i sin klage og fik tilkendt en godtgørelse på 180.000 kr.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 13. januar 2025 i KEN nr. 9205.

DI's råd

Sagen understreger vigtigheden af, at virksomheder sikrer ligebehandling mellem køn ved ansættelser. Sagen viser også, at i modsætning til afslag af stillinger pga. graviditet, hvor risikoen er lavere godtgørelser, at når der trækkes jobtilbud tilbage, sidestilles det med en opsigelse. Ved opsigelse af en gravid medarbejder, er det virksomheden, der skal løfte bevisbyrden for, at opsigelsen ikke er begrundet i graviditeten. Der er i ligebehandlingsloven klare regler om, at en arbejdsgiver/virksomhed ikke må udøve forskelsbehandling på baggrund af køn, herunder graviditet.

Virksomheder skal være særligt opmærksomme ved ansættelser og opsigelser, når medarbejdere oplyser om graviditet. Det er vigtigt at sikre, at alle beslutninger er baseret på saglige og dokumenterede begrundelser.

Læs mere om Ligebehandling - Køn, graviditet og barsel - DI

Læs mere om Rekruttering - DI

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.