Borderline personlighedsforstyrrelse var ikke et handicap
En kvinde med diagnosticeret borderline personlighedsforstyrrelse mente, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling, da hun blev tilbudt – men senere fik annulleret og gentilbudt – en stilling. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og hun fik derfor ikke medhold i sin klage.
Diagnose satte ikke begrænsninger for arbejdsliv
Kvinden blev diagnosticeret med borderline personlighedsforstyrrelse i maj 2022. Hun arbejdede på det tidspunkt 37 timer om ugen som pædagogmedhjælper i en børnehave.
Kvinden søgte 17. marts 2023 en stilling som pædagogisk assistentelev hos en kommune og blev indkaldt til samtale 29. marts 2023, hvor hun efterfølgende blev tilbudt stillingen.
Efter at have sagt ja til stillingen oplyste kvinden kommunen om sin diagnose og spurgte ind til muligheden for et handicaptillæg.
Kvinden forklarede under en samtale med kommunens pædagogiske konsulent 2. maj 2023, at hendes diagnose efter hendes opfattelse ikke forhindrede hende i at drage omsorg for børn, og at hendes job og uddannelse ikke var påvirket heraf.
Uenighed om annullering af jobtilbuddet
Under en samtale 9. maj 2023 mellem kvinden og kommunens pædagogiske konsulent tilkendegav konsulenten, at kvindens diagnose vakte bekymring om hendes evne til at varetage rollen som pædagogisk assistentelev, hvilket ifølge kvinden førte til, at jobtilbuddet blev annulleret under samtalen.
Under sagen blev der fremlagt et notat, som konsulenten havde udfærdiget 15. maj 2023 om samtalen, hvoraf det fremgik, at konsulenten på baggrund af de nye oplysninger i samråd med sin chef måtte vurdere, om diagnosen kunne have betydning for tilbuddet om en elevplads.
Kommunens opfattelse af kvindens skånebehov
16. maj 2023 blev kvinden partshørt om en mulig annullering af jobtilbuddet, da kommunen var bekymret for, om hun kunne gennemføre elevuddannelsen.
Kommunen oplistede i den forbindelse flere af kvindens nævnte skånebehov efter samtalen 9. maj 2023, herunder blandt andet behovet for lange pauser i løbet af dagen, udfordringer med relationer til jævnaldrende, behovet for SPS-støtte og tendens til let at blive overstimuleret, som kommunen fandt vanskelig at forene med stillingens indhold.
Kvinden responderede på partshøringen og tilkendegav, at hun ikke havde brug for særlige skånebehov og i øvrigt fandt det uretfærdigt at blive generaliseret på baggrund af sin diagnose.
Kvinden afviste jobtilbuddet
26. juni 2023 trak kommunen den påtænkte annullering af jobtilbuddet tilbage og tilbød kvinden en ansættelse som pædagogisk assistentelev fra 7. august 2023.
Umiddelbart derefter meddelte kvinden imidlertid kommunen, at hun alligevel ikke var interesseret i jobbet som pædagogisk assistentelev, da hun ikke følte sig tryg ved at gennemføre uddannelsen hos kommunen som følge af forløbet.
Kvinden havde umiddelbart efter modtagelsen af partshøringsbrevet indgivet en klage til Ligebehandlingsnævnet, fordi hun mente, at kommunen påtænkte at annullere jobtilbuddet på grund af handicap. Hun ønskede en godtgørelse på 314.829 kr. svarende til det beløb, som hun ville have modtaget i elevløn i den periode, uddannelsen varede.
Ikke forskelsbehandling
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Nævnet lagde vægt på, at kvinden selv havde påpeget, at hendes diagnose ikke begrænsede hende, og at hun kunne deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre.
Kvinden fik derfor ikke medhold i sin klage over forskelsbehandling på grund af handicap.
DI var ikke involveret i sagen.
Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnet afgørelse af 25. april 2025 i sag nr. 9516.
DI's råd
Afgørelsen understreger, at en diagnose i sig selv ikke nødvendigvis opfylder betingelserne for handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Det er den faktiske funktionsnedsættelse og dens betydning for evnen til at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre, der er afgørende. Virksomheder bør derfor indhente relevante oplysninger om, hvordan lidelsen påvirker arbejdsevnen, f.eks. om der er behov for skånehensyn eller andre støttefunktioner.
Hvis en medarbejder eller ansøger selv oplyser, at diagnosen ikke begrænser arbejdsevnen, eller ikke har særlige behov, så vil vedkommende som udgangspunkt ikke være beskyttet af forskelsbehandlingsloven.
Læs mere om - Opsigelse, bortvisning og fratrædelse - rådgivning til arbejdsgivere - DI
Læs mere om - Ansættelse og rekruttering - DI - DI