Foto: Colourbox
23.09.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Ikke diskrimination at søge og vælge nyuddannet

Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at det hverken var i strid med forskelsbehandlingslovens annonceringsforbud, at en virksomhed annoncerede efter nyuddannede kandidater med få års erfaring eller i strid med forskelsbehandlingsloven, at de efterfølgende valgte en kandidat til jobbet, som var i begyndelsen af sit arbejdsliv.

Mere erfaren ansøger fik afslag

En mand, der var født i 1978, søgte en stilling hos en organisation, der beskæftigede sig med politik og projektarbejde. I stillingsopslaget stod der blandt andet: "Du kan være nyuddannet med interesse for området eller have et par års erfaring, f.eks. fra en kommune eller en styrelse. Det væsentlige er, at du kan se dig selv i en mindre organisation, hvor de færreste dage ligner hinanden."

Organisationen opfordrede alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen og modtog ca. 80 kvalificerede ansøgninger.

22. februar 2023 modtog manden afslag på sin ansøgning, som blev begrundet med: "Vi har i udvælgelsen lagt vægt på en alsidig profil i starten af sit arbejdsliv samt erfaring med sekretariatsbetjening og indsigt i kommunale eller regionale sammenhænge."

Klagede over forskelsbehandling

Manden mente, at organisationen havde forskelsbehandlet ham på grund af hans alder i forbindelse med annonceringen og derudover også forskelsbehandlet ham ved at give ham afslag til ansøgningen til stilling og vælge en kandidat, som var ”i starten af sit arbejdsliv”.

Manden rejste et krav om godtgørelse på 25.000 kr. mod organisationen. Manden argumenterede for, at formuleringen "en alsidig profil i starten af sit arbejdsliv" var aldersdiskriminerende, fordi organisationens henvisning til nyuddannede kandidater indikerede, at der kun ville blive ansat yngre kandidater.

Afviste diskrimination

10. marts 2023 svarede organisationen på klagen og afviste, at alder havde spillet en rolle i rekrutteringsprocessen. Organisationen oplyste, at flere kandidater var blevet inviteret til samtale, og disse havde mange års erfaring og var ikke nyuddannede. Virksomheden mente desuden, at formuleringen "en alsidig profil i starten af sit arbejdsliv" henviser til starten af et nyt arbejdsliv inden for politisk sekretariatsarbejde, og ikke generel alder.

Ikke i strid med annonceringsforbud

Ligebehandlingsnævnet opdelte klagen i to dele og startede med at vurdere annonceringens lovlighed. Her lagde nævnet vægt på, at organisationen, foruden at lade det fremgå af annoncen, at ansøgeren "kan være nyuddannet", også opstillede krav til ansøgerens kompetencer, som indikerede, at også erfarne ansøgere også ville komme i betragtning til stillingen.

Nævnet vurderede, at der under disse omstændigheder ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at organisationen havde handlet i strid med forskelsbehandlingslovens annonceringsforbud.

Herefter vurderede nævnet, om organisationen, ved udvælgelsen af en anden kandidat end klager, havde overtrådt lovens forbud på diskrimination på grund af alder.

Manden havde ikke en relevant uddannelsesmæssig baggrund, relevant erhvervserfaring eller de relevante kompetencer for at varetage stillingen, som de andre, der blev inviteret videre til samtale, havde.

Desuden påpegede nævnet, at også nyuddannede kan have forskellige aldre.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden dermed ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der kunne give anledning til at formode, at organisationen ved afslag på mandens ansøgning havde handlet i strid med lovens diskriminationsforbud. Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 22. marts 2023 i sag nr. 23-25045.

DI's råd

Sagen viser vigtigheden af en grundig overvejet og korrekt formulering i stillingsopslag.

Virksomheder skal være opmærksomme på, at forskelsbehandlingsloven stiller krav om, at der ikke må annonceres efter personer med en bestemt alder.

Uanset dette, må der gerne stilles krav til erhvervserfaring og kompetencer, der er relevante for jobindholdet.

DI anbefaler derfor, at virksomheder gennemgår stillingsopslag nøje for at sikre, at de lever op til lovens krav.

Læs mere om Stillingsopslag - DI

Læs mere om Rekruttering - DI

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.