Tidligere direktør fik seks millioner kroner efter tvist om ansættelsesbevis
Sø- og Handelsretten har givet en tidligere direktør i en dansk koncern medhold i sit økonomiske krav mod moderselskabet. Afgørelsen tilkender medarbejderen en betaling på 5.505.500 kr. i bonus, samt 443.000 kr. for løn i opsigelsesperioden.
Flere forskellige stillinger
En kvinde blev i 2016 ansat i en dansk koncern som leder for et kinesisk datterselskab. Hun blev i 2017 forfremmet til direktør for selskabet og modtog en ny ansættelseskontrakt med mulighed for at optjene bonus samt et opsigelsesvarsel på seks måneder.
I 2018 indgik virksomheden og kvinden en aftale om ændringer i nogle af hendes ansættelsesvilkår.
Uenighed om, hvad der regulerede ansættelsesforholdet
I september 2020 blev kvinden opsagt fra sin stilling, og efterfølgende opstod der uenighed om, hvilken af kontrakterne der regulerede ansættelsesforholdet for opsigelsesvarsel og beregning af bonus.
Kvinden påstod, at 2018-kontrakten udgjorde et tillæg til 2017-kontrakten og dermed ikke havde selvstændig betydning. Virksomheden mente derimod, at den nye kontrakt medførte, at 2017-kontrakten var ophørt. Netop det var afgørende for sagen, da 2017-kontrakten indeholdt vilkår om opsigelse og bonus, modsat 2018-kontrakten.
Udover uenigheden om ansættelseskontrakterne mente virksomheden også, at direktørens krav var bortfaldet, enten som følge af passivitet eller forældelse.
Retten anerkender direktørens krav
Sø- og Handelsretten fandt, at direktørens ansættelsesforhold hos moderselskabet var reguleret af en aftale fra 2017. Retten gav derfor direktøren medhold i sit krav på løn i opsigelsesperioden, samt udbetaling af bonus.
Virksomhedens påstand om passivitet og forældelse blev hovedsageligt afvist af retten, med undtagelse af en mindre del af det samlede krav. Der blev i alt tilkendt betaling af 5.505.500 kr. for bonus og 443.000 kr. for løn i opsigelsesperioden, samt sædvanlige morarenter af beløbene.
DI var ikke involveret i sagen.
Nyheden er baseret på Sø- og Handelsrettens afgørelse af 21. marts 2025 i sag BS-38755/2023-SHR. Sagen er anket til Højesteret.
DI's råd
Sagen viser vigtigheden af at have et klart og entydigt kontraktgrundlag, særligt når der indgås flere aftaler med en medarbejder over tid – særligt i relation til individuelle bonusordninger og beregningsgrundlag for bonus.
Ved ændringer i medarbejderes vilkår bør det tydeligt fremgå, om en ny kontrakt erstatter en tidligere, eller er at betragte som et tillæg.
Erstattes en ansættelseskontrakt af en ny, er det vigtigt, at alle relevante vilkår for ansættelsen videreføres i den nye ansættelseskontrakt.
Gives et tillæg til en ansættelseskontrakt, bør det tydeligt fremgå, hvilke afsnit tillægget erstatter fra den tidligere kontrakt.
Læs mere om Ændring af ansættelsesvilkår - Rådgivning og skabelon - klik her - DI
Læs mere om Krav til ansættelseskontrakter - regler og rådgivning - klik her - DI
Læs mere om Bonus til medarbejdere - rådgivning til arbejdsgivere - DI