Positivlister, beløbsgrænser og gebyrsatser pr. 1. januar 2026
Pr. 1. januar 2026 trådte nye regulerede beløbsgrænser og gebyrsatser i kraft for ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelser på erhvervsområdet. Bemærk, at positivlisterne opdateres halvårligt, med næste opdatering pr. 1. juli 2026.
Opdaterede positivlister pr. 1. januar 2026
Positivlisterne er lister over jobtyper, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i Danmark. For at internationale medarbejdere kan få adgang via positivlisten, kræves det blandt andet, at medarbejderen er tilbudt ansættelse i en virksomhed i Danmark samt har en relevant uddannelse.
De opdaterede positivlister kan ses på Ny i Danmark pr. 1. januar 2026.
Hævede beløbsgrænser på beløbsordningerne
Beløbskravet på beløbsordningerne reguleres årligt pr. 1. januar og har pr. 1. januar 2026 følgende niveauer:
Ordinær beløbsordning: 552.000 kr. pr. år
Supplerende beløbsordning: 446.000 kr. pr. år
Ansøgninger indgivet 1. januar 2026 eller senere skal efterleve de nye beløbskrav. Kravet opfyldes kun ved udbetalt løn, pensionsindbetalinger samt udbetalte feriepenge. Naturalier, optjente feriepenge eller forventet bonus kan ikke indgå.
Ansøgninger indgivet før 1. januar 2026 skal som minimum opfylde de tidligere gældende beløb. Se her: Positivlister, beløbsgrænser og gebyrsatser pr. 1. januar 2025 - DI
Læs mere om beløbsordningerne på Ny i Danmark.
Nye gebyrsatser pr. 1. januar 2026
Gebyrsatserne for ansøgning om opholdstilladelse på erhvervsområdet ændres pr. 1. januar 2026 og udgør: 6.810 kr.
Gebyrsatsen for medfølgende familie udgør pr. 1. januar 2026: 3.080 kr.
Der gælder andre gebyrsatser for visse øvrige opholdsgrundlag.
Se den komplette oversigt på Ny i Danmark pr. 1. januar 2026.