Lovforslag om løngennemsigtighed sendt i høring – DI følger udviklingen nøje
Beskæftigelsesministeriet har netop sendt et lovforslag om implementering af EU’s direktiv om løngennemsigtighed i ekstern høring. Forslaget skal styrke forpligtelsen til lige løn for lige arbejde mellem mænd og kvinder. Dansk Industri følger processen tæt og afholder tirsdag den 3. marts 2026 webinar for medlemsvirksomheder.
Beskæftigelsesministeriet har torsdag den 26. februar 2026 sendt et lovforslag i ekstern høring, der skal implementere EU-direktivet om løngennemsigtighed og styrke princippet om lige løn for mænd og kvinder for samme eller værdilignende arbejde (Rådets direktiv (EU) 2023/970 af 10. maj 2023).
Høringsfristen er fastsat til 27. marts 2026.
Lovforslaget indebærer blandt andet nye krav om gennemsigtighed ved rekruttering, medarbejderes ret til lønoplysninger opdelt på køn for sammenlignelige funktioner, øget fokus på objektive lønkriterier samt styrkede håndhævelses- og dokumentationskrav.
Frist for implementering ser ud til at blive udsat
I det fremsatte høringsudkast lægger regeringen op til, at reglerne først træder i kraft 1. januar 2027, hvilket er senere end EU’s generelle frist, der er juni 2026.
Begrundelsen er et ønske om at give virksomheder tilstrækkelig tid til at indrette sig efter de nye regler.
DI gør opmærksom på, at tidspunktet for ikrafttræden kan ændres i den videre proces.
Lovforslaget kan læses her: Høringsdetaljer - Høringsportalen
Det videre lovforløb er dog præget af usikkerhed, da der netop er udskrevet folketingsvalg. Det betyder, at tidshorisonten og det endelige indhold endnu ikke ligger fast.
Webinar for virksomheder om det foreliggende lovforslag
For at give medlemsvirksomheder et overblik og mulighed for dialog afholder Dansk Industri webinar tirsdag den 3. marts 2026 kl. 14.30-15.45. Her gennemgås det foreliggende lovforslag samt redegøres der for, hvad DI på nuværende tidspunkt ved om den kommende danske implementering – herunder hvilke krav det forventes at blive stillet til din virksomhed.
Tilmelding og praktisk information om webinaret kan findes herunder.
Virksomheder, der har spørgsmål eller ønsker at bidrage til DI’s høringssvar, er velkomne til at kontakte deres sædvanlige rådgiver i DI.
DI følger lovgivningsprocessen tæt og orienterer løbende om relevante nyheder.