Foto: Colourbox
02.03.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Byggeriets overenskomster - regler for arbejde i påsken 2026

Få styr på, hvordan du på byggeriets overenskomster håndterer de helligdage, der falder i forbindelse med påsken 2026.

Skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag 2026

Skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag er helligdage.

Ifølge byggeriets overenskomster har medarbejderne ret til frihed på helligdage.

For medarbejdere på timeløn udbetales der et forskudsbeløb på 1.500 kr. fra Søgnehelligdagskontoen.

Ved arbejde på skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag betales til medarbejdere på timeløn foruden løn også 100 pct. i overarbejdstillæg.

Bemærk at nogle overenskomster tager udgangspunkt i mindstebetalingssatsen, mens andre tager udgangspunkt i den personlige timeløn.

For Gulvoverenskomsten gælder følgende: Alle overarbejdstimer på helligdage betales med et tillæg pr. time med 161,15 kr. og fra 1. marts 2026 med 166,80 kr. Første påskedag betales med et tillæg pr. time 242,00 kr.

For Industrioverenskomsten differentieres mellem fagområder.

For Maleroverenskomsten udbetales i forhold 2/5 Påskeraten fra Søgnehelligdagskortet.

Holddriftsarbejde

For overenskomster, hvor holddriftsarbejde er aftalt, gælder følgende:

Ved almindeligt planlagt holddriftsarbejde på skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag ydes tillæg for holddrift 2 i henhold til overenskomstens bestemmelser.

Det anbefales, at holddriftsarbejderen gives erstatningsfri for arbejde på søgnehelligdage.

Hvis der ikke gives erstatningsfri for arbejde på søgnehelligdage, skal der ud over holddrift 2 og overarbejdstillæg betales et ekstra tillæg i henhold til overenskomstens bestemmelser, dvs. i alt 3 tillæg.

Ved overarbejde på søgnehelligdage skal der betales overarbejdstillæg efter overenskomstens bestemmelser om arbejde på søn- og helligdage.

Funktionærlignende medarbejdere

Medarbejdere ansat på funktionærlignende vilkår modtager fuld løn på søgnehelligdage.

Ved arbejde på skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag ydes 100 pct. overarbejdstillæg.

Lærlinge

Hvis lærlinge holder fri på skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag, gælder de samme regler som for voksne arbejdere. Lærlinge holder således fri uden afkortning i deres løn.

Ved arbejde på skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag betales sædvanlig løn + løn for de konkrete timer og 100 pct. overarbejdstillæg.

Lærlinge under 18 år kan ikke pålægges at overarbejde.

Publikationer

Feriefridagsskema - byggeoverenskomster

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.