Grafik: Dansk Industri
17.03.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Få styr på EU-landenes implementering af løngennemsigtighedsdirektivet

Få en status på de forskellige EU-landes implementering af løngennemsigtighedsdirektivet. Fælles for alle lande er, at direktivet indeholder en implementeringsfrist 7. juni 2026, men der er stor forskel på, hvor langt de forskelle EU-medlemslande er i processen.

Danmark fremsatte lovforslag i slutningen af februar

Den danske regering har i fremsendelsen af lovforslaget lagt op til, at løngennemsigtighedsdirektivet skal være implementeret i dansk lovgivning 1. januar 2027.

Dermed fik virksomhederne endelig en form for klarhed over den videre proces.

For mange internationale virksomheder er det imidlertid interessant at følge implementeringssituationen i de øvrige EU-lande.

Lande, der forventer ikrafttræden 1. juni 2026

Slovakiet har fremsendt et lovforslag, der forventes godkendt af den slovakiske regering, hvor implementeringen af løngennemsigtighedsdirektivet sker 1. juni 2026.

Tilsvarende har Cypern og Litauen, fremsat lovforslag, som forventes at blive godkendt, så direktivet bliver implementeret til tiden.

Lande, der forventer ikrafttræden 1. januar 2027

Holland var det første land til at udskyde implementeringen af løngennemsigtighedsdirektivet til 1. januar 2027, men en ny hollandsk regering har ændret på planerne, så direktivet senest skal være implementeret 1. januar 2027.

Som nævnt har Danmark lagt op til, at ikrafttrædelse skal ske 1. januar 2027, hvilket dog er forbundet med en vis usikkerhed på grund af folketingsvalget.

Sverige havde oprindeligt fremsat et lovforslag, der skulle træde i kraft 1. juni 2026. Denne proces er dog blevet udskudt, og lige nu tyder det på, at ikrafttrædelse i Sverige bliver 1. januar 2027.

Italien forventes at behandle deres lovforslag i denne uge, men en eventuel ikrafttrædelsesdato er endnu ukendt.

Lande, hvor der ikke fremsat lovforslag endnu

Irland forventes at implementere direktivet senest juni 2027, men en egentlig dato er ikke blevet offentliggjort endnu.

Finland har ikke fremsat et lovforslag endnu, men det forventes at komme i maj 2026.

I Norge, Estland, Frankrig, Tyskland, Tjekkiet, Slovenien, Kroatien, Rumænien og Grækenland er der ikke fremsat lovforslag, og det er uklart, hvornår det kommer til at ske.

Lande, hvor lovgivningsprocessen slet ikke er startet

Portugal, Spanien, Østrig, Ungarn, Bulgarien og Letland har efter DI’s oplysninger ikke påbegyndt lovgivningsprocessen endnu.

Tre lande har allerede delvist implementeret løngennemsigtighedsdirektivet

Få EU-medlemslande har implementeret løngennemsigtighedsdirektivet delvist.

Belgien
I Belgien har man siden 1. januar 2025 haft en implementering i den offentlige sektor i den fransk talende del, Vallonien, på nær retten til information, der trådte i kraft 1. januar 2026.

10. oktober 2025 godkendte den lokale regering i Flandern, at direktivet ligeledes var blevet implementeret for den offentlige sektor.

En national implementering for den private sektor afventer stadig et lovforslag.

En resolution blev vedtaget i parlamentet 26. januar 2026, hvor man opfordrede til at implementere løngennemsigtighedsdirektivet fuldt inden implementeringsfristen.

Polen
Polen implementerede løngennemsigtighedsdirektivet delvist 24. december 2025, hvor man gav ansøgere til en stilling ret til gennemsigtighed i startlønnen eller intervallet herfor.

Resten af løngennemsigtighedsdirektivet forventes at blive implementeret inden fristen 7. juni 2026.

Malta
Malta er det sidste land, der delvist har implementeret løngennemsigtighedsdirektivet. Med virkning fra 27. august 2025 gav man ansøgere til en stilling ret til gennemsigtighed i startlønnen eller intervallet herfor.

Derudover gav man lønmodtagere retten til information om eget lønniveau og gennemsnitlig lønniveau inden for den medarbejderkategori, man selv tilhører. Det er endnu uvist, hvornår Malta vil implementere resten af løngennemsigtighedsdirektivet.

DI's råd

Eftersom det danske lovforslag bortfalder i forbindelse med folketingsvalget, og selv herefter skal i offentlig høring, er der endnu ikke helt sikker retsstilling i Danmark.

DI anbefaler dog, at medlemsvirksomheder allerede nu begynder at gennemgå og sikre dokumentation for deres lønstrukturer og lønpolitik.

Det vil være en fordel at styrke interne procedurer for lønfastsættelse og sikre gennemsigtighed i lønforhold, særligt for nye stillingsopslag. Virksomhederne bør informere og inddrage relevante medarbejdere og tillidsrepræsentanter i processen.

DI rådgiver desuden til at følge udviklingen tæt og udnytte relevante kurser og vejledningsmateriale, som DI stiller til rådighed.

Webinarer

Se optagelse fra webinar om løngennemsigtighedsdirektivets krav om kategorisering - DI  

Se optagelse fra webinar om lovforslag om løngennemsigtighedsdirektivet - DI

 

Vejledninger

FAQ om løngennemsigtighed og ligeløn

Klik her

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.