Ikke efterbetaling af løn på trods af fejl i akkordmateriale
En faglig voldgift har afgjort, at en slagterivirksomhed ikke skulle efterbetale løn på trods af fejl i akkord for pudsning af mørbrad, da det ikke var påvist, at medarbejderne havde lidt et løntab.
Sagen opstod i 2023, da en medarbejderrepræsentant opdagede, at der var en såkaldt frekvensfejl i den akkord, medarbejderne havde arbejdet på siden 2016. Spørgsmålet var herefter, om medarbejderne havde krav på efterbetaling som følge af frekvensfejlen.
Frekvens og effekt
En frekvens er en omregningsfaktor, som anvendes til at finde den mængde aflønningsenheder – i denne sag antal kilo pudset mørbrad – medarbejderne skal producere i timen for at nå 100 pct. på akkorden (normaltiden).
En frekvensfejl kan derfor medføre, at medarbejderne får en højere normaltid, end hvad der er aftalt på akkorden, hvilket betyder, at medarbejderne skal producere mere i timen for at opnå akkordfortjeneste.
Den enkelte medarbejders akkordfortjeneste bliver beregnet på baggrund af dennes effekt, som viser, hvor meget tid medarbejderen har ”indtjent” ved at udføre det pågældende arbejde hurtigere end normaltiden. I den konkrete sag var medarbejderne blevet aflønnet på baggrund af en gennemsnitlig effekt på ca. 213 pct., hvilket ligeledes havde været tilfældet før og efter den omhandlede akkordperiode.
Krav om efterbetaling
Der var enighed i sagen om, at der var en frekvensfejl i akkordmaterialet. Der var også enighed om, at hvis man alene korrigerede frekvensfejlen, ville det betyde, at medarbejderne igennem hele akkordperioden havde arbejdet med en gennemsnitlig effekt på 296 pct.
Forbundet gjorde derfor gældende, at virksomheden skulle efterbetale akkordløn, da medarbejderne som følge af frekvensfejlen havde lidt et løntab svarende til differencen mellem en gennemsnitlig effekt på 213 pct. og 296 pct.
Virksomheden gjorde gældende, at hele forudsætningen for et akkordsystem er, at medarbejderne bliver aflønnet i overensstemmelse med deres indsats. Selv om der var fejl i akkorden, skulle forbundet derfor påvise, at medarbejderne havde lidt et løntab.
Det var aldrig set på virksomheden, at medarbejdere havde arbejdet med en gennemsnitlig effekt på 296 pct., da en sådan effekt udgør en belastning, som svarer til at gå 92,5 km/t. hver eneste arbejdsdag. Det måtte derfor anses for usandsynligt, at medarbejderne havde arbejdet på denne måde i syv år uden på noget tidspunkt at gøre indsigelse over akkorden, aflønningen eller arbejdsbelastningen.
Hertil var medarbejderne blevet aflønnet på baggrund af stort set samme gennemsnitseffekt før, under og efter den omhandlede akkordperiode, og medarbejderne havde i alle tre perioder stort set produceret samme antal kilo mørbrad pr. akkordtime. Virksomheden mente derfor, at der måtte være andre fejl i den pågældende akkord, som udlignede frekvensfejlen, men virksomheden kunne ikke påvise, hvilke konkrete fejl, der var tale om.
Virksomheden gjorde imidlertid gældende, at forbundet ikke havde sandsynliggjort, at medarbejderne havde arbejdet med en gennemsnitlig effekt på 296 pct. i perioden, og mente derfor ikke, at medarbejderne havde krav på efterbetaling.
Ikke ret til efterbetaling
Dommeren fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at medarbejderne havde modtaget for lidt i akkordløn i forhold til arbejdsindsatsen i den pågældende periode.
Ved vurderingen lagde dommeren især vægt på, at arbejdet hverken før eller efter den omhandlede akkordperiode havde været aflønnet på grundlag af en højere gennemsnitlig effekt, at det måtte lægges til grund, at medarbejderne ikke havde fremført indsigelser over lønnen i forhold til det præsterede arbejde eller arbejdstempoet, og at virksomhedens produktionstal ikke viste, at medarbejderne havde arbejdet i et højere tempo i den pågældende periode.
Hertil anførte dommeren, at efterbetalingskravet ifølge parternes fælles beregning svarede til, at medarbejderne havde arbejdet med en gennemsnitlig effekt på over 290 pct., hvilket måtte anses for usandsynligt for det pågældende arbejde.
Dommeren fandt herefter, at der ikke var grundlag for at antage, at medarbejderne havde modtaget en aflønning, som ikke svarede til den præsterede arbejdsindsats, og medarbejderne havde derfor ikke krav på efterbetaling af akkordløn som følge af frekvensfejlen.
Det kunne ikke føre til et andet resultat, at det efter bevisførelsen ikke var fuldt afklaret, hvorfor der trods frekvensfejlen var betalt akkordlønninger svarende til den præsterede arbejdsindsats.
Virksomheden blev herefter frifundet.
DI førte sagen for virksomheden.
Nyheden er baseret på faglig voldgiftskendelse af 16. februar 2026 i FV 2025-237.
DI's råd
Afgørelsen bekræfter det helt klare udgangspunkt om, at medarbejderne skal påvise et tab, hvis der skal ske efterbetaling af løn.