Foto: GettyImages
16.03.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Salgsdirektør måtte ikke arbejde i datterselskab til konkurrent efter bortvisning

Vestre Landsret har afgjort, at en vikar- og rekrutteringsvirksomhed var i sin gode ret til at håndhæve en konkurrenceklausul og få nedlagt forbud mod, at en bortvist salgsdirektør kunne være ansat i datterselskabet til en konkurrent i perioden, indtil konkurrenceklausulen udløb.

Nyt arbejde efter bortvisning

En medarbejder i en vikar- og rekrutteringsvirksomhed blev i 2022 udnævnt til salgsdirektør og underskrev i den forbindelse en ansættelseskontrakt med en 12 måneders konkurrenceklausul.

1.juli 2024 blev medarbejderen bortvist, fordi hun havde brugt sit firmakort til private indkøb af varer og overført virksomhedens midler til en privat bankkonto. Hun blev 5. august 2024 ansat hos en ny virksomhed, hvorefter den tidligere arbejdsgiver påberåbte konkurrenceklausulen.

Da medarbejderen ikke var enig i, at konkurrenceklausulen var gældende, bad den tidligere arbejdsgiver om at få nedlagt et forbud mod den egentlige ansættelse men også ansættelse hos den nye arbejdsgivers reelle ejer.

Den tidligere arbejdsgiver skulle derfor sandsynliggøre, at medarbejderen var bortvist med rette, samt at der var tale om konkurrerende handlinger.

Tvivl om konkurrerende virksomhed

Medarbejderen hævdede, at bortvisningen var uberettiget, fordi hun mente at privat brug af firmakort var en normal adfærd i virksomheden, og at hun havde været transparant vedrørende forbruget.

Medarbejderen argumentere i øvrigt for, at hun i sin nye stilling ikke beskæftigede sig med arbejdsområder, der var beskyttet af konkurrenceklausulen. Som belæg for det fremhævede hun, at hendes nye arbejdsgiver ikke opererede inden for samme brancheområder som den tidligere arbejdsgiver.

Modsat argumenterede den tidligere arbejdsgiver for, at den nye arbejdsgivers ejerforhold såede tvivl om de faktiske arbejdsforhold- og områder. Medarbejderens nye arbejdsgiver var umiddelbart en virksomhed hvis arbejdsområde antageligt ville falde uden for konkurrenceklausulens anvendelsesområde, men var datterselskab til en virksomhed, som blev betragtes som konkurrent til den tidligere arbejdsgiver.

Den tidligere arbejdsgiver mente, at medarbejderen faktisk udførte arbejde for den konkurrerende virksomhed til trods for at være formelt ansat i datterselskabet, og at arbejdsopgaverne derfor sandsynligvis lå inden for konkurrenceklausulens anvendelsesområde.

Arbejde hos datterselskab til konkurrent var omfattet af konkurrenceklausul

Retten i Randers var nået frem til, at bortvisningen af medarbejderen sandsynligvis var berettiget, og at konkurrenceklausulen derfor var gældende.

Spørgsmålet var herefter, om medarbejderens nye ansættelse lå inden for klausulens anvendelsesområde. Retten fandt det sandsynliggjort, at det arbejde som medarbejderen udførte hos den nye arbejdsgiver, i hvert fald delvist, var konkurrerende til den tidligere arbejdsgiver, og at den nye ansættelse derfor var i strid med konkurrenceklausulen.

Retten nedlagde derfor et forbud mod medarbejderens ansættelse hos både datterselskabet og hos den reelle ejer frem til 31. januar 2026. 

Vestre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Vestre Landsrets afgørelse af 12. november 2025 i sag nr. 38843.

DI's råd

En konkurrenceklausul er en aftale mellem virksomhed og medarbejder om, at medarbejderen i en nærmere aftalt periode ikke må arbejde i eller selv starte konkurrerende virksomhed.

Sagen viser, at en tidligere medarbejder efter omstændighederne ikke kan omgå en konkurrenceklausul ved at opnå ansættelse i et datterselskab til en virksomhed, som udøver konkurrerende virksomhed til den tidligere arbejdsgiver. 

I den konkrete sag var det væsentligt, at den tidligere arbejdsgiver sandsynligvis berettiget havde bortvist medarbejderen, da konkurrenceklausuler ikke gælder, hvis medarbejderen er blev uberettiget bortvist, usagligt opsagt eller opsagt på grund af virksomhedens forhold.

Læs mere om Konkurrenceklausuler - DI

Læs mere om Bortvisning af medarbejder - rådgivning til arbejdsgivere - DI

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.