Beregningsgrundlag for pension skulle omfatte ferietillæg
En faglig voldgift har afgjort, at en virksomhed inden for luftfartsbranchen skal beregne pension af medarbejdernes ferietillæg som en del af feriebetalingen.
Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der i virksomhedens overenskomst var indgået aftale om, at medarbejderne havde ret til pensionsbetaling af ferietillæg.
Overenskomsten angav, at der skulle beregnes pension af ”feriebetaling”, men forbundet og virksomheden var uenige om, hvad der skulle forstås ved begrebet ”feriebetaling”.
Forbundet argumenterede for, at udtrykket måtte omfatte både den almindelige løn under ferie og ferietillægget, bl.a. med henvisning til almindelig sprogbrug, ferieloven og vejledning om indbetaling til Industriens Pension.
Virksomheden gjorde omvendt gældende, at ferietillæg ikke var omfattet af den i overenskomsten anvendte betegnelse ”feriebetaling”, og at bestemmelsen i øvrigt var blevet anvendt i overensstemmelse med virksomhedens forståelse siden pensionsordningens indførelse omkring 2004.
Virksomheden fremhævede desuden, at deres andel af pensionsbidraget i forvejen er højere end i andre overenskomster, og at dette burde tale for en snæver fortolkning.
Vægt på ordlyd og almindelig sprogforståelse
Dommeren fandt, at udtrykket ”feriebetaling” efter almindelig sprogbrug mest naturligt må forstås som den betaling, medarbejderne modtager i forbindelse med ferie – herunder ferietillæg.
Med henvisning til begrebets sproglige betydning fandt dommeren således, at ferietillæg skal indgå i beregningsgrundlaget for pension.
Dansk Industri førte sagen for virksomheden.
Nyheden er baseret på kendelse i faglig voldgift afsagt den 12. januar 2026 i sag nr. FV2026-92.
DI's råd
Afgørelsen understreger, at der skal være helt særlige holdepunkter for at fortolke overenskomstens bestemmelser anderledes, end hvad en almindelig sproglig forståelse tilsiger.
Læs mere om Pension - rådgivning til arbejdsgivere - DI